Lærerforening: Pengene er der, nu skal kommunerne bruge dem rigtigtFormand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen Foto: Kristian Brasen

Lærerforening: Pengene er der, nu skal kommunerne bruge dem rigtigt

Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, hilser den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen velkommen.

Han ser den som en fortsættelse af en positiv tendens, men understreger, at det nu er op til kommunerne at udnytte det økonomiske råderum rigtigt.

- Økonomiaftalen fortsætter den gode bevægelse fra de seneste år.

- Det er tredje år i træk, at der investeres i velfærden efter mange år med besparelser, og det er både fornuftigt og helt nødvendigt, når vi ser på de udfordringer, folkeskolen står over for, siger Gordon Ørskov Madsen.

Faglighedskrise kræver flere uddannede lærere
Formanden er ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges til.

Folkeskolen befinder sig ifølge ham i en egentlig faglighedskrise, hvor for mange elever ikke lærer det, de skal, og stadig flere har behov for specialundervisning eller omfattende støtte.

- Den løser vi ikke uden flere læreruddannede i klasselokalerne.

- Dygtige lærere er den vigtigste forudsætning for at løfte elevernes faglige niveau, og derfor skal kommunerne bruge det økonomiske råderum til at rekruttere og fastholde flere uddannede lærere, siger Gordon Ørskov Madsen.

Langsigtet investering i almenundervisningen
Økonomiaftalen giver ifølge Gordon Ørskov Madsen kommunerne bedre mulighed for at tænke langsigtet og investere forebyggende, frem for blot at reagere på akutte udfordringer.

Han nævner to lærere i undervisningen som et konkret eksempel på, hvad en forbedret kommuneøkonomi kan muliggøre.

- Med en forbedret økonomi bliver det muligt at sætte initiativer i gang, som styrker den almene folkeskole.

- Den bevægelse skal vi fortsætte de kommende år, siger han.

Ser frem til de fem milliarder fra regeringsgrundlaget
Gordon Ørskov Madsen peger desuden på, at økonomiaftalen skal ses i sammenhæng med regeringens ambition om at investere fem milliarder kroner i børne- og skoleområdet, som er afsat i regeringsgrundlaget.

Han er optaget af, at disse midler ikke blot bliver på papiret.

- Det afgørende er, at ressourcerne kommer helt ud i klasselokalerne, hvor de kan skabe bedre undervisning, stærkere fællesskaber, bedre arbejdsmiljø for lærerne og dermed flere muligheder for alle elever, siger Gordon Ørskov Madsen.

- rh

19/6 2026