Kun 6 ud af 10 vil underrette ved vold mod et barn
Flere end 12.500 børn blev i 2024 registreret i sager om mistanke om vold, overgreb eller forældres misbrug.
Samtidig tøver mange danskere med at underrette kommunen. Det viser Børns Vilkårs statusrapport 'Svigt af børn i Danmark', der i år udkommer for tiende gang.
Vold, trusler, misbrug og overgreb er fortsat en del af hverdagen for en stor gruppe børn i Danmark.
Og mange af dem får ikke den hjælp, de har brug for.
Det viser Børns Vilkårs statusrapport 'Svigt af børn i Danmark'. Ifølge rapporten blev flere end 12.500 børn i 2024 registreret i sager, hvor mistanke om alvorlige svigt førte til en underretning eller en politianmeldelse.
Dertil kommer et stort mørketal af børn, der aldrig kommer i myndighedernes søgelys, blandt andet fordi ingen kontakter kommunen.
- Det er alarmerende og trist at konstatere, at der her ti år efter vores første rapport udkom, fortsat er så mange børn i Danmark, endda et stigende antal, der bliver svigtet af de voksne, som burde beskytte dem, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.
Sporene ses i skolen
Svigtet stopper ikke i barndommen. Ifølge rapporten trækker det lange spor ind i ungdoms- og voksenlivet, blandt andet i form af øget mistrivsel og højt skolefravær.
Mange børn, der har levet med alvorlige svigt, klarer sig markant dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende.
Vejen til hjælp går især gennem underretninger.
Men i en ny Epinion-undersøgelse, lavet i forbindelse med rapporten, svarer kun 6 ud af 10 danskere, at de vil underrette kommunen, hvis de kender til fysisk vold mod et barn. Ved psykisk vold er det kun knap halvdelen.
Ifølge Rasmus Kjeldahl er der mange grunde til tøven: uvidenhed, usikkerhed, berøringsangst, frygt for konflikter eller tvivl om, hvorvidt hjælpen bliver den rigtige.
- Det er et fælles ansvar at handle, når vi bliver bekymrede for et barn. En underretning kan være en altafgørende livline, siger han.
Underretninger fører ikke altid til hjælp
Selv når bekymringen når kommunen, får mange børn ikke den nødvendige hjælp.
Rapporten viser, at 65 procent af de børn, hvis forældre senere sigtes for vold mod dem, har været omtalt i mindst én underretning i året før sigtelsen.
- Hvis vores sikkerhedsnet under de mest sårbare børn i Danmark skal fungere, så kræver det, at vi kan have tillid til, at de rette myndigheder tager bekymringen alvorligt og hurtigst muligt sætter gang i en grundig undersøgelse, når vi underretter.
- Alt andet er et uacceptabelt samfundssvigt af børn, som allerede har oplevet alt for mange svigt, siger Rasmus Kjeldahl.
- rh