Tusindvis af skoleelever løser fremtidens udfordringer i stort naturfagsmaraton
Hvordan stopper vi tøjspild? Hvordan bygger man en satellit? Og hvad sker der, hvis strømmen pludselig forsvinder? Det er bare nogle af de udfordringer, som over 22.000 danske skoleelever skal tackle i årets Naturfagsmaraton, der er skudt i gang.
Fra januar til maj vil skoler og idrætshaller i 51 kommuner danne ramme om den landsdækkende naturfagskonkurrence, hvor elever fra 5. og 6. klasse skal bruge deres kreativitet og naturfaglige kompetencer til at løse virkelighedsnære problemer.
- Vi vil tænde gnisten for naturvidenskab hos eleverne. De skal opleve, at de selv kan være med til at skabe fremtidens løsninger inden for bæredygtighed og grøn omstilling, forklarer Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus, der står bag konkurrencen.
I samarbejde med virksomheder som GomSpace og TotalEnergies skal eleverne blandt andet konstruere satellitmodeller og bygge biler med elastikdrevet energilagring
Andre opgaver sender eleverne på jagt efter frø i køkkenskufferne og får dem til at undersøge deres eget tøjforbrug.
- Der findes ikke kun én rigtig løsning på disse udfordringer. Eleverne skal undersøge, eksperimentere og forbedre deres idéer undervejs, siger Maiken Lykke Lolck.
Forud for konkurrencedagene har eleverne arbejdet intensivt med opgaverne på deres skoler.
Nu skal de præsentere deres løsninger og dyste mod andre skoler ved lokale konkurrencer rundt om i landet.
Naturfagsmaraton er støttet af en række fonde og virksomheder, herunder Novo Nordisk Fonden og LEO Fondet, og har til formål at styrke elevernes interesse for naturfag og teknologi gennem praktisk problemløsning.
-rh