Google er de unges bedste ven - men kildekritikken halter
En ny undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen og Tænketanken Fremtidens Biblioteker giver et dybdegående indblik i unges evne til at søge, vurdere og bearbejde information i en tid med kunstig intelligens (AI).
Undersøgelsen viser, at unge generelt har stor tiltro til egne søgeevner, men at der er betydelige udfordringer med kildekritik og informationsbearbejdning.
Undersøgelsen dokumenterer, at online søgemaskiner - særligt Google - er de unges foretrukne informationskilde.
De unge vælger Google fordi det er hurtigt og let tilgængeligt.
Samtidig viser undersøgelsen, at mange unge er bevidste om, at bøger og andre traditionelle kilder ofte er mere pålidelige, men at de fravælger disse til fordel for hurtige online-søgninger.
Til trods for stor selvtillid omkring søgeevner, viser undersøgelsen betydelige mangler i de unges kildekritiske kompetencer.
Mange unge fokuserer primært på sproget i en tekst frem for at faktatjekke indholdet, og flere har svært ved at gennemskue troværdigheden af forskellige kilder.
Forskellige tilgange til AI
Undersøgelsen afdækker også markante forskelle i hvordan unge på forskellige uddannelsesniveauer forholder sig til AI-værktøjer.
Hvor udskolingselever og gymnasieelever ofte er tilbageholdende og usikre på brugen af AI, har studerende på videregående uddannelser typisk et mere nuanceret forhold til teknologien som et arbejdsredskab.
De unge efterspørger selv bedre undervisning i informationskompetencer, men understreger at det skal være relevant og praksisnært.
De foretrækker interaktive undervisningsformater og ønsker undervisning fra eksperter frem for deres almindelige undervisere.
- Undersøgelsen viser et stort behov for at styrke unges informationskompetencer som en forudsætning for et stærkt, demokratisk og videnbaseret samfund, udtaler Lotte Hviid Dhyrbye fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker.
Undersøgelsen er baseret på et omfattende kvalitativt studie med deltagelse af unge på tværs af uddannelsesniveauer fra udskoling til videregående uddannelser. Den er gennemført i foråret 2024.
-rh