
750.000 kr. skal styrke læselysten hos Odenses 3. klasser
Odense Bibliotekerne har modtaget en bevilling på 750.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til et nyt samarbejdsprojekt med kommunens folkeskoler.
Projektet skal styrke læselysten hos byens 3. klasser gennem flere spændende initiativer.
Baggrunden for projektet er nationale undersøgelser, der viser faldende læsefærdigheder blandt skoleelever.
Som modsvar har Odense Kommune udviklet en strategi, der både fokuserer på faglige læse- og skriveindsatser i indskolingen og på at fremme børnenes læseglæde.
Over 1500 tredjeklasseelever får nu mulighed for at påvirke bogindkøbene til deres skolebiblioteker.
Derudover vil projektet omfatte forfatterbesøg og såkaldte "booktalks" med lokale børnebibliotekarer for at skabe levende læsefællesskaber.
By- og kulturrådmand Søren Windell ser store muligheder i samarbejdet mellem biblioteker og skoler: - Når børn læser af lyst, åbnes døren til en verden af fantasi, kreativitet og viden, udtaler han og håber, at projektet vil fremme en livslang læselyst hos byens børn.
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen understreger vigtigheden af kvalitetsbøger i folkeskolen.
Hun påpeger, at bøger ikke kun udvikler sprog- og læsefærdigheder, men også styrker børnenes evne til indlevelse og ruster dem til at navigere i en kompleks verden.
-rh