Skoleelever lærer at investere – uden at miste en kroneSidste år løb 8.Y fra Forældreskolen i Aarhus med sejren, og klassen blev derfor fejret med brunsviger, konfetti og 10.000 kroner til klassekassen. Foto: Fynske Bank

Skoleelever lærer at investere – uden at miste en krone

En landsdækkende læringskonkurrence giver elever i 7.–10. klasse chancen for at prøve kræfter med aktiemarkedet – uden at risikere egne penge.

I år løber konkurrencen af stablen i samarbejde med Fynske Bank og Sparinvest.

Hvad ville du gøre med en million kroner? Og hvordan træffer du de rigtige beslutninger, når kurserne svinger og verden er præget af usikkerhed?

Det er præcis de spørgsmål, tusindvis af danske skoleelever skal forholde sig til, når Fynske Banks Aktiedyst skyder gang den 14. september.

Bag konkurrencen står Aktiedysten i tæt samarbejde med Fynske Bank og Sparinvest, og målet er klart: at give unge et realistisk, ansvarligt og motiverende blik på investering og privatøkonomi.

Mere end bare afkast
Eleverne konkurrerer i hold og kæmper om præmier til klassekassen, men det handler langt fra kun om at skabe det største afkast.

Juryen vurderer nemlig elevernes evne til at begrunde deres valg, forklare deres strategi og forholde sig til risiko og ansvarlighed – og det er netop den tilgang, der adskiller Aktiedysten fra en simpel børsspilkonkurrence.

- Vi oplever enorm stor interesse for investering blandt unge mennesker, og det er meget vigtigt for os at sikre, at de kommer i gang med at investere på en tryg måde, siger Michael Niels Rasmussen, administrerende direktør i Aktiedysten, og tilføjer: 

- Det betyder også, at det ikke nødvendigvis er den klasse, der har opnået det største afkast, der vinder.

Gennem undervisningsmateriale og gæsteundervisere fra Fynske Bank klædes eleverne på med grundlæggende viden om investering.

De lærer om forskellen på spekulation og langsigtet investering, hvordan man kender sin egen risikovillighed, og hvordan man navigerer udenom aktiemarkedets psykologiske fælder.

Der er også fokus på at spotte fup og svindel samt på social ansvarlighed og god virksomhedsskik.

En fortælling der motiverer
I år har arrangørerne gjort særligt meget ud af at gøre læringsmaterialet levende.

Eleverne følger en ung, fiktiv investor, der skal træffe de samme valg og dilemmaer som deltagerne selv.

- Den fortælling har vi store forventninger til, siger Michael Niels Rasmussen.

- På den måde bliver undervisningen bygget op om konkrete eksempler på, hvordan man navigerer økonomisk ansvarligt.

Hans Erik Hansen, finans- og formuedirektør i Fynske Bank, understreger vigtigheden af at nå de unge tidligt:

- Jo tidligere vi kan være med til at give dem gode vaner og den rette forståelse, jo bedre står de rustet til at træffe kloge valg senere i livet. Aktiedysten er et oplagt sted at gøre en forskel for fremtidens investorer.

Rekord i sigte
Sidste år deltog mere end 100 klasser fra hele Danmark, og vinderen blev 8.Y fra Forældreskolen i Aarhus, der modtog brunsviger, konfetti og 10.000 kroner til klassekassen. I år er forventningerne mindst lige så store.

Konkurrencen løber fra den 14. september til den 9. oktober, og vinderen kåres i uge 43.

Eleverne kan investere i aktier fra Danmark, USA, Tyskland, Sverige, Finland og Island – alt sammen for en fiktiv million kroner.

Skoler over hele landet kan tilmelde sig Fynske Banks Aktiedyst nu.

- rh

6/5 2026