Ny børneskov inviterer til undervisning i naturenFoto: Adobe Stock

Ny børneskov inviterer til undervisning i naturen

Snart kan børn i Næstved og omegn se frem til en helt ny skov fyldt med leg, læring og naturoplevelser.

Ved Vridsløse nord for Næstved er planerne klar for en 45 hektar stor skov, der ikke blot skal rejse sig som grønt lunger for området – den skal vokse op side om side med de børn, den er plantet for.

Skoven er en del af Region Sjællands projekt "Børnenes Skove", som regionen gennemfører i samarbejde med Klimaskovfonden.

Konceptet er enkelt og symbolsk stærkt: For hvert barn der fødes på et af regionens hospitaler, plantes der et træ.

Familien modtager et bevis for træet med ideer til naturaktiviteter med de mindste, samt en plakat der kan følge barnet, mens både barn og træ vokser sig store.

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen understreger, at projektet er mere end symbolik. "Med Børnenes Skove omsætter vi Region Sjællands klimaambitioner til konkrete handlinger, der både reducerer CO2 og skaber værdi lokalt.

Det er et godt eksempel på, hvordan vi gennem stærke partnerskaber kan investere langsigtet i både klimaet og kommende generationers livskvalitet, siger hun.

Bruno Jerup, formand for Region Sjællands udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, sætter ord på den grundlæggende tanke bag projektet:

- Vores ønske er, at sjællandske børn får naturen med i deres liv fra start. Derfor planter vi et træ for hver nyfødt i regionen, og det bliver til hele skove, som vokser op sammen med børnene, og som de kan få glæde af hele deres liv.

En skov med særlige oplevelser i børnehøjde
Den nye skov ved Vridsløse vil ikke blot bestå af træer.

Takket være finansieringen fra Region Sjælland vil der også blive etableret særlige faciliteter målrettet børn, så skoven kan danne ramme om både leg og naturlæring.

Kommunen og Klimaskovfonden inviterer desuden skoler, daginstitutioner og foreninger til at komme med ideer til skovens indretning, så det bliver en skov skabt i tæt dialog med de lokale.

De 45 hektar er en del af et samlet nyt kommunalt skov- og naturområde på 70 hektar.

Området ligger kun få hundrede meter fra den nordlige del af Næstved By og fra Fensmark, og er dermed let tilgængeligt for byens borgere.

En del af Næstveds Grønne Ring
Den nye skov indgår som en central brik i Næstveds Grønne Ring – en cykel- og vandrerute, der slynger sig rundt om byen og forbinder nye og gamle skov- og naturområder.

Skoven udgør den nordlige del af ringen, og derudover vil den populære "Glasrute" – en vandrerute langs Susåen mellem Næstved centrum og det historiske Holmegaard Værk – komme til at gå direkte igennem skoven.

Næstveds borgmester Kenneth Sørensen er ikke i tvivl om værdien for lokalsamfundet: 

- Naturen er helt tæt på i Næstved Kommune – og med den nye skov her ved Fensmark og Vridsløse får borgere og gæster endnu en grund til at søge ud i naturen. 

- Den nye skov er en del af Den grønne ring, der omkranser Næstved, og som er med til at give byen og de nærliggende samfund direkte og enkel adgang til naturoplevelser på højeste niveau."

Biodiversitet og klimagevinst
Skoven planlægges også med naturen selv som aktiv deltager. En stor andel af skoven skal udvikle sig som urørt skov, og området rummer flere vandhuller og søer, der skal skabe levesteder for sårbare paddearter.

Over tid forventes skoven at optage 13.500 tons CO2 – finansieret gennem klimabidrag fra virksomheder og privatpersoner via Klimaskovfonden.

Region Sjælland investerer knapt 2 millioner kroner i projektet, men skoven er endnu ikke fuldt finansieret.

Den nye skov ved Vridsløse bliver den anden Børnenes Skov i Region Sjælland.

Den første blev indviet sidste forår i Toreby på Lolland. Med Næstved-skoven fortsætter arbejdet med at give fremtidens børn et grønt mødested, der kan følge dem hele livet.

- rh

28/4 2026