Uddannelsesdebatten 2022 stiller skarpt på manglende trivsel hos børn og ungeFoto: Bjarne W. Andresen - fra uddannelsesdebatten i 2021

Uddannelsesdebatten 2022 stiller skarpt på manglende trivsel hos børn og unge

Trivselsudfordringer i uddannelsessystemet er hovedtemaet, når Uddannelsesdebatten 2022 slår både de fysiske og online døre op den 29. og 30 september.

Trivselsudfordringer har store konsekvenser for børn og unges livsmuligheder. Derfor spiller det samlede uddannelsessystem en afgørende rolle, når målet er, at flere skal trives mere – og det er netop udgangspunktet for Uddannelsesdebatten 2022, der finder sted den 29 og 30. september i Nørre Nissum.

- Mange børn og unge mistrives, og det har store konsekvenser for deres livsmuligheder og for velfærdssamfundet, der mangler kloge hænder og kreative hjerner. Vi risikerer at misse et kæmpe potentiale hos de opvoksende generationer, hvis ikke vi får knækket trivselskurven, mener Jeanette Svendsen, der er projektleder på Uddannelsesdebatten.

Under titlen ”Flere, der trives mere” samler Uddannelsesdebatten de vigtigste aktører for at undersøge, hvad der skal til, hvis flere børn og unge skal trives mere i dagtilbud, skole og uddannelse.

Manglende trivsel er et stigende problem

For selvom trivselsudfordringen ikke er ny, så viser en lang række nyere undersøgelser, at den udgør et stigende problem.

Sundhedsprofilen, der blev offentliggjort tidligere på året, dokumenterer sammen med studieundersøgelser, at hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever alvorlige stresssymptomer og præstationspres – og ifølge en rapport fra DEA er der dårlig trivsel hos en fjerdedel af eleverne allerede i børnehaveklassen.

- Trivselsudfordringerne er komplekse. Derfor er det nødvendigt i fællesskab at undersøge og finde nye og alternative veje til mere og bedre trivsel. Sammen med centrale eksperter, praktikere, interesseorganisationer og dem det hele handler om - nemlig børnene og de unge – går vi 360 grader rundt om trivselsbegrebet for at forstå de sammenhænge, der er, når børn og unge bevæger sig gennem uddannelsessystemet – med visionen om at sikre mere trivsel, fortæller Jeanette Svendsen.

Sammensæt selv din egen uddannelsesdebat

Uddannelsesdebatten er gratis og finder sted i Nørre Nissum – men store dele af programmet kan livestreames på Youtube.  Arrangementet er åbent for alle, men henvender sig særligt til debattører, meningsdannere, beslutningstagere, fagprofessionelle og studerende.

I år præsenterer Uddannelsesdebatten desuden et nyt format, hvor tværgående og fælles keynotes og debatter kan kombineres med debatter og workshops på fire temaspor. På den måder kan deltagerne frit over de to dage sammensætte deres program, så det matcher interesser for særlige målgrupper eller tematikker.

Læs mere eller se med her www.uddannelsesdebatten.dk

 

Undersøgelser: Sådan er trivslen hos børn og unge i uddannelsessystemet

En rapport fra DEA viser, at en fjerdedel af eleverne allerede i børnehaveklassen trives dårligt – og det kan spores i de faglige resultater. I undersøgelser foretaget af Epinion og EVA peger børnene blandt andet selv på, der skal mere virkelighedsnær og varieret undervisning til, hvis de skal holde dampen oppe og se meningen med skolelivet.
   

46.000 unge under 25 år er hverken i job eller uddannelse, og 8000 ubrugte studenterhuer samler støv på hattehylden hos de 25-29-årige, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
   

En helt ny undersøgelse, som Marselinborg Consulting har foretaget for Region Midtjylland, viser, at de unge, der er faldet ud af systemet og lander på offentlig forsørgelse, alle har haft massive problemer, som ingen professionelle har hjulpet dem med i tide.
   

I Ungeanalysen, som Ungetrivselsrådet og Børns Vilkår står bag, svarer 53 procent af de adspurgte unge, at de kun føler sig gode nok, hvis de får topkarakterer på deres uddannelse, og 54 procent fortæller, at de det sidste halve år har følt sig stressede hele tiden eller det meste af tiden.
   

Sundhedsprofilen, der blev offentliggjort tidligere på året, dokumenterer sammen med studieundersøgelser, at hver femte studerende på de videregående uddannelser oplever alvorlige stresssymptomer og præstationspres, og hver tiende føler sig altid eller ofte ensomme på studiet. Corona-nedlukningerne føjede i 2020 og 2021 spot til skade og presser fortsat de sociale fællesskaber, motivationen og lysten til at lære blandt børn og unge.

Om Uddannelsesdebatten

Uddannelsesdebatten er et folkemøde, der alene sætter dannelse og uddannelse på den politiske dagsorden. Folkemødet er en faglig, folkelig festival målrettet alle, der er optaget af dannelse og uddannelse eller arbejder professionelt med det uddannelsespolitiske på nationalt, regionalt eller kommunalt niveau.

-mo

26/9 2022