Nye regler skal give tidligere hjælp til elever med mistrivsel og fravær
I en ny aftale mellem regeringen og partierne i folkeskoleforligskredsen indføres markante ændringer, der skal sikre tidligere og mere effektiv hjælp til elever, der mistrives eller har højt fravær.
Aftalen, der bygger på ekspertanbefalinger fra juni 2025, gør op med flere elementer i inklusionsloven fra 2012.
Et centralt element i aftalen er at flytte ressourcer fra bureaukrati til handling.
Den hidtidige 9-timersgrænse for specialundervisning ophæves, hvilket betyder at skolerne ikke længere skal udarbejde pædagogiske-psykologiske vurderinger (PPV'er) ved behov for 9 timers ugentlig støtte eller mere.
I stedet introduceres en ny støtteplan, som skal sikre hurtigere indsats og opfølgning minimum hver tredje måned.
- Børn skal ikke vente på psykologiske vurderinger, møder og rapporter, før der kommer hjælp. Det slider voldsomt på hele familien, udtaler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye om aftalen.
Nye rettigheder til elever og forældre
Aftalen giver både elever og forældre nye rettigheder.
De kan fremover anmode om en støtteplan, og skolerne bliver forpligtet til at gå i dialog med forældre, når deres barn har bekymrende fravær:
- Ved mere end 10 dages samlet syge- og ulovligt fravær i et kvartal skal skolelederen kontakte forældrene
- Ved 15 dages fravær skal skolelederen iværksætte en støtteplan med bistand fra PPR
"Forstærket undervisning" som nyt koncept
Som et nyt tiltag indføres "forstærket undervisning", der skal hjælpe flere elever til at kunne trives i almenundervisningen.
Dette indebærer en særlig organisering af almene klasser med løbende inddragelse af specialpædagogiske kompetencer og metoder.
Lovforslaget forventes at træde i kraft fra skoleåret 2027/2028 og har bred opbakning fra partierne i folkeskoleforligskredsen, der alle fremhæver behovet for tidligere indsats og opgøret med den tidligere inklusionslov.
Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne opsummerer målet med aftalen: - Vi sætter nu langt mere forebyggende ind, når en elev begynder at glide ud af skolen.
Skolerne skal tage tidligere kontakt, lave en konkret støtteplan og følge op løbende.
- rh