17,5 millioner skal hjælpe tusindvis af unge til en sundere kropsopfattelsePærfekt Croquis med pærfekt panel - Foto: Frederik Løkkegaard

17,5 millioner skal hjælpe tusindvis af unge til en sundere kropsopfattelse

Muskelsvindfondens projekt Pærfekt får nu mulighed for at nå ud til op mod 35.000 unge årligt over de næste fire år. Dette sker takket være en donation på 17,5 millioner kroner fra Nordea-fonden.

Projektet vil gennem kreative undervisningsforløb, croquistegning og redaktionelt arbejde hjælpe unge med at styrke deres selvværd og gøre op med de urealistiske kropsidealer, mange føler sig presset af i hverdagen.

- Vi er meget stolte af, at Pærfekt gør en reel forskel for unge. Evalueringen dokumenterer, at når unge møder virkelige kroppe og ærlige fortællinger, rykker det noget i dem, udtaler Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.

Alternative til sociale mediers perfekte kroppe
Med støtten ruller Pærfekt nu ind i klasselokalerne på landets folkeskoler med en utraditionel undervisningsform, der kombinerer croquistegning med dialog.

Her møder eleverne kroppe med ar, deller, strækmærker og handicap – og lærer at forskellighed ikke er et problem, men en styrke.

Behovet for denne indsats er veldokumenteret. Tal fra Sex & Samfund viser, at over halvdelen af de unge mener, at "perfekte" kroppe fylder for meget på sociale medier, og 60% oplever, at det er svært at leve op til idealerne.

Undervisningen vil blive tilbudt til 8.-10. klasser, ungdomsuddannelser, EUD, FGU og designskoler, og projektet vil være synligt på både sociale medier og ved events som Smukfest.

Positiv effekt på unges kropsopfattelse
Projektet bygger videre på et succesfuldt pilotprojekt gennemført sammen med Børns Vilkår. Evalueringen viser markante resultater:

- 66% af deltagerne fik større forståelse for, hvordan perfekthedskultur påvirker dem
- 62% blev bedre i stand til at forholde sig kritisk til idealer i medier
- 63% fik et mere nuanceret syn på både deres egen og andres kroppe

Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, forklarer: - Unge i dag vokser op i en virkelighed præget af en perfekthedskultur, der giver et unødvendigt stort pres i hverdagen.

- Vi håber, at indsatsen kan bidrage til en større accept af, at der skal være plads til mangfoldighed – også når det gælder vores kropskultur.

Information om, hvornår Pærfekt Croquis kommer til forskellige områder i landet, vil blive offentliggjort løbende.

- rh

7/1 2026