Tre skoler i Assens starter nationalt forsøgElevrådsmedlemmer Vilads og Sara fra Glamsbjergskolen forventer, at forsøget med skolemad vil give bedre trivsel hos de ældste elever. Foto: Assens Kommune

Tre skoler i Assens starter nationalt forsøg

Tre folkeskoler i Assens Kommune deltager nu i et ambitiøst landsdækkende forsøg med gratis skolemad, der skal undersøge effekten på elevernes sundhed, trivsel og læring.

Forsøget, som er en del af finanslovsaftalen for 2025, begynder efter juleferien og fortsætter i 2,5 år.

På Glamsbjergskolen er alt klar til at servere det første måltid den 5. januar for 140 udskolingselever. 

Borde, stole og service er på plads i centralrummet, hvor eleverne skal samles til daglige fælles måltider.

- Vi forventer, det kommer til at give bedre humør, og at folk har mere energi og mere tålmodighed i løbet af dagen, fortæller elevrådsmedlem Vilads fra 9.a, der erkender, at han ofte glemmer madpakken eller prioriterer at sove længere om morgenen.

Sara, elevrådsformand fra 9.b, peger på et andet problem: - Mange af os har det presset med at spise foran hinanden.

- Det tror jeg også er en af årsagerne til, at mange ikke har madpakke med. Det håber jeg ændrer sig, når vi alle skal spise samtidig.

Udover Glamsbjergskolen deltager Haarby Skole og Peter Willemoesskolen i forsøget. På Haarby er det ligeledes udskolingen, mens Peter Willemoesskolen har fokus på indskolingen.

Menuerne følger de officielle kostråd og inkluderer ugentligt en fiskedag og to vegetariske dage.

Viceskoleleder Anders Meulengracht Jensen fra Glamsbjergskolen er optimistisk:

- Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan det blandt andet påvirker elevernes trivsel og koncentration. Personligt tror jeg ikke, der går mange uger, før vi kan se en effekt.

Eleverne virker også åbne over for nye smagsoplevelser.

- Det bliver fedt at prøve noget nyt! siger Sara, der ikke lader til at være afskrækket af hverken blomkålscurry eller rødbedebøf.

Mens Glamsbjergskolen og Peter Willemoesskolen får maden fra eksterne leverandører, vil Haarby Skole tilberede maden i eget køkken. Første servering på Glamsbjergskolen bliver butter chicken med ris og ristede kokos.

Forsøget løber frem til udgangen af 2028, og de tre skoler får dækket både etablerings- og driftsomkostninger uden forældrebetaling.

- rh

6/1 2026