Nørre Fælled Skole genåbner efter omfattende renovering
Efter tre års omfattende renovering kan Nørre Fælled Skole på Nørrebro i København endelig byde elever og medarbejdere velkommen tilbage.
Den 5. januar 2026 slutteede tiden med genhusning, når alle igen samles i de historiske, men nu moderniserede rammer.
Skolen har gennemgået en total forvandling siden renoveringen begyndte i oktober 2022.
Listen over forbedringer omfatter nyt kobbertag, renoveret facade, moderniserede klasse- og faglokaler, ny spisesal og markant forbedret indeklima.
Tilgængeligheden er øget med elevator, og udearealerne er opgraderet til bedre at understøtte leg, læring og bevægelse.
Det er kæmpe stort at kunne byde alle vores elever velkommen tilbage efter tre års genhusning. Alle klasselokaler og faglokaler fremstår nu lækre og indbydende og venter bare på at blive taget i brug. Det er simpelthen blevet Københavns smukkeste skole, udtaler skoleleder Thomas Bisgaard.
Kunstnerisk farvesætning skaber identitet
En særlig detalje ved renoveringen er skolens unikke farvepalet, skabt af kunstneren Malene Bach.
Farverne er nøje udvalgt til at harmonere med bygningens historie og understøtte de forskellige aktiviteter.
Klasselokalerne er holdt i rolige, lyse nuancer for at fremme koncentration, mens gangarealerne er malet i mere livlige farver.
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) fremhæver, hvordan projektet balancerer mellem respekt for historien og moderne krav:
- I København investerer vi i at skabe skoler, hvor elever får de bedste rammer for at lære i sunde, inspirerende og tidssvarende omgivelser.
- Nørre Fælled Skole er et godt eksempel på, hvordan vi kan forene respekt for historien med moderne løsninger.
Ny idrætshal styrker lokal- og skolemiljøet
En helt ny idrætshal udgør et væsentligt element i renoveringen. Hallen, der måler 20 x 40 meter, er indrettet med særligt fokus på basket, klatring og indendørs atletik.
Faciliteterne har været i brug siden sommeren 2024 og styrker skolens idrætsprofil, herunder Team Danmark-talentklasserne.
Jesper Luther, leder af idrætslinjen, understreger hallens betydning:
- Vi tror på, at alle børn kan lykkes sammen med deres lærer eller træner – og nu er der faciliteter til det, uanset om de er blandt de bedste i København eller bare elsker at bevæge sig.
Han påpeger også, at hallen ikke kun gavner skolen, men hele lokalområdet, hvor foreninger og beboere får adgang til faciliteterne efter skoletid.
Renoveringen er gennemført af Københavns Kommunes bygherreenhed Byggeri København i samarbejde med TRUST, med fokus på bæredygtig modernisering under hensyn til den oprindelige arkitektur.
Skolen, der blev tegnet af Stadsarkitekten i København i 1932 under navnet Klostervængets Skole, har således bevaret sin historiske karakter samtidig med at blive bragt op til nutidens standarder.
Mens byggeriet har stået på, har skolens elever været genhuset på selve skolen og på Bispebjerg Skole. Nu samles alle igen under samme tag i det, der beskrives som "Københavns smukkeste skole".
- rh