Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Gratis meritlæreruddannelse fra 2030: Kan lokke flere ind i lærerfagetFormand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen Foto: Kristian Brasen

Gratis meritlæreruddannelse fra 2030: Kan lokke flere ind i lærerfaget

Et nyt bredt politisk forlig om reform af professionsuddannelserne vækker både begejstring og bekymring hos Danmarks Lærerforening.

Formand Gordon Ørskov Madsen understreger, at det afgørende succeskriterie er, om reformen fører til flere uddannede lærere i folkeskolen.

Et centralt element i reformen er beslutningen om at bevare den nuværende længde på læreruddannelsen, hvilket Lærerforeningen bifalder.

- Den nye læreruddannelse er kun knap to år gammel og er stadig ved at få luft under vingerne. Med denne aftale holder regeringen fast i de gode ambitioner for den nye læreruddannelse, udtaler Gordon Ørskov Madsen.

Nye masteruddannelser og gratis meritlæreruddannelse
Reformen introducerer flere nye masteruddannelser målrettet lærere, herunder en psykologfaglig overbygning.

Dette tiltag kommer på et tidspunkt, hvor næsten hver femte underviser i folkeskolen ikke er læreruddannet, og hvor lærerne efterspørger bedre muligheder for at håndtere stadig mere komplekse opgaver, særligt inden for inklusion.

Fra 2030 bliver det desuden gratis at tage en meritlæreruddannelse, hvilket tidligere har kostet over 80.000 kroner.

Dette tiltag skal gøre det lettere for karriereskiftere og nuværende lærervikarer at blive formelt uddannede.

Trods flere positive elementer udtrykker Gordon Ørskov Madsen bekymring over, at reformen ikke behandler alle professioner lige.

Nogle faggrupper får adgang til gratis efteruddannelsestilbud og krav om uddannede praktiklærere, men disse tiltag omfatter ikke læreruddannelsen.

- Det er fornuftigt at øge kvaliteten af uddannelserne og give adgang til gratis efteruddannelsestilbud, men det er dumt at sige, at det kun gælder for nogle, påpeger formanden.

Lærerforeningen efterlyser også en stærkere kobling mellem de nye masteruddannelser og praktisk undervisningserfaring.

Uden krav om undervisningserfaring ved optagelse frygter Gordon Ørskov Madsen, at de nye uddannelser primært vil tiltrække nyuddannede, som efterfølgende søger væk fra folkeskolen, hvilket ikke løser folkeskolens aktuelle udfordringer.

- Jeg havde gerne set en tættere kobling til praksis, så lærernes erfaringer blev sat i spil på de nye masteruddannelser, og så vi fik flere lærere, der tog ny viden med tilbage i folkeskolen, afslutter formanden.

-rh

27/3 2025