Efter påske bytter eleverne i Frederikssund bøgerne ud med trafiksikkerhedFoto: Rådet for Sikker Trafik

Efter påske bytter eleverne i Frederikssund bøgerne ud med trafiksikkerhed

Efter påske bliver det til en anderledes skoledag for alle elever i Frederikssund Kommune, når kommunen den 8. april afholder sin årlige trafikdag.

Her skal elever på kommunens skoler undervises i trafiksikkerhed – og for 8. klassernes vedkommende på en måde, der kan sætte dybe spor.

Mens de yngre elever på forskellig vis introduceres til trafiksikkerhed, er programmet for 8. klasserne særligt markant.

De skal nemlig møde ansigt til ansigt med personer, hvis liv blev vendt på hovedet af en trafikulykke. 

Fire foredragsholdere fra Sikker Trafik LIVE besøger i alt seks skoler og holder ni foredrag for knap 400 elever.

Foredragene sætter fokus på de faktorer, der alt for ofte fører til ulykker: høj fart, uopmærksomhed, manglende selebrug og alkohol.

Foredragskorpset Sikker Trafik LIVE består af personer, der selv har overlevet alvorlige ulykker, samt pårørende til trafikdræbte.

Det er Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden, der finansierer ordningen, som skolerne kan benytte sig af helt gratis.

Unge er stadig overrepræsenteret
Baggrunden for indsatsen er dyster læsning. Tal fra Vejdirektoratet viser, at de 15-24-årige udgør 12 procent af befolkningen, men hele 19 procent af de dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken.

Det er en skævhed, som Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, finder dybt bekymrende.

- Unge er stadig overrepræsenteret i trafikulykker, og det er tragisk. De står i starten af livet og får i nogle tilfælde deres tilværelse og fremtid ændret på et splitsekund.

- Det glæder mig derfor, at Frederikssund Kommune og kommunens skoler sætter ekstra ind, så vi kan forebygge ulykker i at ske, siger han.

Personlige historier rykker ved holdningerne
Ifølge Helle Nielsen, uddelingschef i GF Fonden, er der noget særligt ved at lade unge møde et levende vidnesbyrd frem for blot at høre om statistikker.

– Når børn og unge møder en person, der har alvorlige mén efter en voldsom trafikulykke, der ødelagde drømme og fremtidsplaner, så sætter det i den grad tanker i gang.

- Det er med til at få flere unge til at tænke mere over deres egen adfærd i trafikken, siger hun.

Et centralt element i foredragene er også, hvordan en ulykke ikke kun rammer den unge selv, men sender chokbølger gennem hele familien og vennekredsen.

Det budskab kan ifølge Jakob Bøving Arendt være afgørende for unge, der ellers kan have en tendens til at føle sig usårlige.

- Nogle unge kan føle sig nærmest udødelige. De overvurderer egne evner og vil gerne være seje foran vennerne.

- Men når de hører, hvordan en trafikulykke også rammer forældre og søskende følelsesmæssigt hårdt, så indser de, at de ikke er alene i bilen eller på den tunede knallert, siger han og tilføjer, at evalueringer bekræfter, at indsatsen rent faktisk ændrer de unges holdninger og adfærd.

Frederikssund skiller sig positivt ud
Hvert år kortlægger Rådet for Sikker Trafik, hvor højt kommuner og skoler prioriterer trafiksikkerhedsundervisning.

Ifølge den seneste undersøgelse fra 2025 er der stor forskel fra kommune til kommune – og Frederikssund befinder sig helt i toppen af listen. Den årlige trafiksikkerhedsdag er en vigtig del af forklaringen.

Tallene fra Sikker Trafik LIVEs egne evalueringer understøtter værdien af indsatsen: 97 procent af eleverne giver foredraget en positiv vurdering, 84 procent oplyser, at de efterfølgende tænker mere over deres egne trafikvalg, og 70 procent har bedt venner eller familie om at spænde selen efter at have hørt et foredrag.

- rh

1/4 2026