Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
 Byskovskolen i Ringsted vinder titlen som Årets Skolepatrulje 2025Eleverne fra skolepatruljen på Byskovskolen i Ringsted - Foto: Rådet for Sikker Trafik

Byskovskolen i Ringsted vinder titlen som Årets Skolepatrulje 2025

Skolepatruljen på Byskovskolen i Ringsted Kommune er netop blevet kåret som Årets Skolepatrulje 2025 på landsplan.

Efter først at have vundet den regionale konkurrence i Region Sjælland, har Byskoven nu taget sejren i den prestigefyldte landsdækkende konkurrence, som årligt afholdes af Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen.

- Jeg er utrolig stolt af eleverne. Deres engagement og ansvarsfølelse gør en stor forskel i hverdagen – ikke bare for trafiksikkerheden, men også for fællesskabet på skolen.

- De er ægte rollemodeller, og denne anerkendelse er fuldt fortjent," udtaler Henning Hellwing, skoleleder på Byskovskolen.

Skolepatruljen på Byskovskolen har særligt udmærket sig ved at etablere en innovativ "gåpatrulje", der hver morgen følger de yngste elever sikkert fra morgen-SFO til deres klasselokaler.

Dette initiativ har markant øget både trygheden og fællesskabet på skolen.

Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, roser indsatsen: - Alle skolepatruljer yder en vigtig indsats for trafiksikkerheden, og det er imponerende at se, hvor stort ansvar mange unge tager hver morgen.

- Byskovskolen har formået at løfte skolepatruljens rolle til et meget højt niveau.

Som vinder af den prestigefyldte titel venter der nu hele skolen en festlig belønning med partybus, DJ, isbil og andre lækkerier i det store frikvarter – en velfortjent anerkendelse for en hel sæsons dedikation til at skabe sikre skoleveje.

Konkurrencen om Årets Skolepatrulje 2025 modtog i alt 2.174 nomineringer fra hele landet.

Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation i LB Foreningen, understreger betydningen: 

- Skolepatruljerne er sande skolestjerner. De skaber tryghed og sammenhold og viser, hvordan unge mennesker tager ansvar og gør en forskel.

Et dommerpanel med repræsentanter fra Rådet for Sikker Trafik, LB Foreningen, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og landets færdselskontaktlærere udvalgte først fem regionale vindere, hvorefter Byskovskolen blev kåret som den endelige nationale vinder.

De regionale vindere af Årets Skolepatrulje 2025:
- Region Hovedstaden: Tove Ditlevsens Skole, København V
- Region Midtjylland: Sølystskolen, Silkeborg
- Region Nordjylland: Nordstjerneskolen, Frederikshavn
- Region Sjælland: Byskovskolen, Ringsted (national vinder)
- Region Syddanmark: Andst Børne- og Skolecenter, Vejen

Fakta om skolepatruljerne:
Ca. 20.000 elever fra 6. til 9. klasse står skolepatrulje hvert år i Danmark. Ordningen har eksisteret siden 1949 og administreres af Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen.

-rh

9/5 2025