Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Jazzorkester og tegner skaber ny tegnefilm til børnIllustration: Carl Quist-Møller

Jazzorkester og tegner skaber ny tegnefilm til børn

Jazztoner og animation forenes i en unik tegnefilmsserie, når Aarhus Jazz Orchestra og Carl Quist-Møller den 10. juni 2025 lancerer "Bi Bob og Bibi" - en musikalsk rejse gennem jazzens verden målrettet børn mellem 5 og 10 år.

Serien, der bliver frit tilgængelig på Jazzbio.dk, fortæller i otte afsnit historien om bien Bob og hans søgen efter sin elskede Prinsesse Bibi.

Rejsen tager seerne med på en opdagelsesrejse gennem jazzhistorien, hvor Bob genfødes som forskellige dyr - fra alligator til haj - og møder jazzens ikoniske skikkelser.

Bag produktionen står et stjernehold af danske musikere. Kira Skov, Fallulah, Pelle Emil Hebsgaard, Bobo Moreno, Mads Mathias og Sinne Eeg lægger stemmer til karaktererne, mens Carl Quist-Møller selv giver stemme til hovedpersonen Bob.

Carl Quist-Møller, kendt for blandt andet "Jungledyret Hugo" og børnebogen "Carl og Dulla" (2024), har desuden skrevet manuskript, instrueret og tegnet serien.

Aarhus Jazz Orchestra komponerer og indspiller musikken, som også udkommer på alle streamingtjenester.

Projektet, der er andet kapitel efter den succesfulde første sæson "Bi Bob the Bee" fra coronaperioden, har fået et markant kvalitetsløft takket være en stor donation fra A.P. Møller Fonden.

Ud over tegnefilmene kan publikum opleve en koncert i Musikhuset Aarhus i efteråret 2025 samt en række skolekoncerter i 2026, hvor Carl Quist-Møller tegner live til orkestrets musik.

For at støtte børns musikalske udvikling udarbejder orkestret desuden et didaktisk katalog til skoler.

Tegnefilmsserien "Bi Bob og Bibi" kombinerer således underholdning og musikalsk dannelse i et ambitiøst projekt, der introducerer børn til jazzens mangfoldige univers gennem animation og fortælling.

-rh

7/5 2025