Meget af det, vi har gjort siden 1994, har ikke virket

Der har ikke manglet penge i skolepolitikken. Hvad der har manglet, er først og fremmest en troværdig forandringsstrategi, mener Per Fibæk Laursen, professor på Aarhus Universitet

De hundredvis af millioner kroner, der gennem en årrække er blevet brugt på it i skolen har ikke øget undervisningens kvalitet.

Det er hovedbudskabet i en bog, som Jesper Balslev udgav i begyndelsen af marts. Bogen er den foreløbigt sidste i en række analyser, der sår alvorlig tvivl om fornuften i de sidste 25 års skolepolitik. Der er brug for en grundlæggende ny forandringsstrategi i skolepolitik og -forvaltning.

Det begyndte i 1994

I 1994 kom den første undersøgelse, der sammenlignede danske skoleelevers præstationer med elever i andre lande.

Den viste sammen med adskillige senere undersøgelser, at vi ikke var så gode, som mange havde håbet. I eftertænksomhedens lys må man tilføje: Vi var dog heller ikke dårligere end mange af vore nabolande.

Men de internationale undersøgelser udløste en ny uddannelsespolitisk dagsorden: Vi skal højere op på de internationale ranglister. Der har været gennemført en meget lang række tiltag for at nå dette mål, og de samlede direkte udgifter løber op i adskillige milliarder. Dertil kommer de usynlige udgifter, der ligger i lærernes arbejde med at få de mange tiltag til at fungere.

I betragtning af omkostningerne ved alle disse tiltag har de kritiske analyser fået alt for lidt opmærksomhed.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på to lidt ældre analyser, der er særligt interessante, fordi de ikke kan beskyldes for at repræsentere den sædvanlige venstrefløjskritik, men er lavet af Cepos og konsulentfirmaet McKinsey.

Analyserne kommer på forskelligt grundlag til samme resultat: Meget af det, vi har gjort siden 1994, har ikke virket.

Større skoler er ikke bedre

De to Cepos-økonomer Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen viste i bogen, Den danske grundskole – økonomisk set, fra 2015, at to af de højt prioriterede indsatser i dansk skolepolitik overhovedet ikke har virket.

Man har gjort skolerne større i håb om, at stordriftsfordele ville gøre skolerne billigere og i håb om, at den specialisering af lærernes arbejde, som større skoler gør mulig, ville øge undervisningens kvalitet.

Disse forhåbninger er blevet gjort til skamme. Større skoler er hverken billigere eller bedre. Heller ikke linjefagskompetence til lærerne ser ud til at virke. Elevernes faglige udbytte løftes ikke af, at de får linjefagsbaseret undervisning.

Det kan umiddelbart undre. Men forklaringen er formodentlig, at der ikke er nogen særlig tæt sammenhæng mellem læreres formelle og reelle kompetence.

Det internationale konsulentfirma McKinsey viste i en analyse fra 2010, baseret på Pisa-data, at i højtudviklede landes skolevæsener virker det ikke fremmende på kvaliteten at forsøge at styre centralt og at holde lærere og skoler ansvarlige for resultaterne.

Skal man gøre et godt skolesystem endnu bedre, er der i stedet brug for støtte til lærernes og skoleledernes professionalitet og innovation.

Tillid i stedet for penge

Mange af de seneste 25 års tiltag har været særdeles kostbare. Ud over it-satsningen løber også både efteruddannelse i linjefag, udvikling af nationale test og indkøb af elektroniske læringsplatforme hver især op i hundredvis af millioner kroner.

Der har ikke manglet penge i skolepolitikken. Hvad der har manglet, er først og fremmest en troværdig forandringsstrategi.

Man kan ikke forbedre et skolesystem som det danske ved at ændre på strukturer, incitamenter og formelle regler. Hvis eleverne skal lære mere, skal lærere, elever og forældre engageres i fælles bestræbelse på at gøre skolen bedre.

Det kræver, at deres tid og energi ikke bindes af det ene centralt vedtagne tiltag efter det andet.

Det kræver et mere meningsfuldt mål end at komme højere op på de internationale ranglister – det kunne eksempelvis være at virkeliggøre folkeskolens formål.

Og det kræver, at de mødes med tillid.

(Denne kronik er tidligere bragt på Altinget.dk)