Aktuelle nyheder - Undervisning & Læring

Bryd Tavsheden: Få hjælp til at forebygge børne- og kærestevold

Bryd Tavsheden: Få hjælp til at forebygge børne- og kærestevold

Hvert år holder organisationen Bryd Tavsheden temaoplæg for skoler om vold i nære relationer. Det kan foregå virtuelt

Del artiklen på

Omkring hver sjette unge i 8. klasse har det seneste år været udsat for vold. Til dem og deres kammerater giver organisationen Bryd Tavsheden vigtig viden om, hvordan det kan være at vokse op i en familie med vold, og der bliver sat ord på følelser og tanker, man som barn og ung kan have. Det kan være en hjælp til at bryde tavsheden, at der er nogen, der sætter ord på ens oplevelser.

Det er ofte det første eller andet kæresteforhold, hvor man som ung oplever vold i en eller flere former. Derfor er Bryd Tavshedens tilgang, at det er vigtigt at vide, hvordan et sundt og et usundt forhold kan se ud. Hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man kan hjælpe sin ven, hvis han eller hun er i et usundt forhold.

Corona-pandemien har betydet, at det i perioder i det seneste år ikke har været muligt at komme ud på skolerne og holde oplæg, men behovet er der stadig – måske endnu mere. Derfor er Bryd Tavsheden glade for fortsat, via virtuelle oplæg, at kunne sætte ord på, hvordan voldens ansigter kan se ud, så de unge får en refleksiv flade at stå på.

Det virtuelle oplæg

Det virtuelle oplæg er fleksibelt i forhold til tid og gruppestørrelse. Det gør det meget lettere komme rundt i hele Danmark. Da det er mindre omkostningstungt, kan Bryd Tavsheden mødes med blot en enkelt klasse (til fysiske oplæg skal der være minimum 75 elever).

Ved de virtuelle oplæg er organisationen på de unges hjemmebane. For en del af eleverne er det lettere at bidrage med undring, stille spørgsmål og svare på spørgsmål via chatfunktionen end i en sal med mange andre, måske en del, de ikke kender.

Rådgivning til de unge

Undervejs og efter et oplæg, sidder der unge, der gør sig nogle erkendelser. Det, de troede var helt normalt i en familie, er måske en familie, som styres af moderens psykiske vold. Eller den måde de var kærester på, hvor han har alle koder og bestemmer, hvem hun må ses med, troede hun var som alle andre kæresteforhold.

Derfor giver Bryd Tavsheden mulighed for at børnene og de unge kan bryde tavsheden til én, der ved noget om vold. Efter det virtuelle oplæg kan man mødes med rådgiveren via en app, Whereby, som har den fordel, at det ikke er muligt for forældre eller kæreste at se, at man har talt med Bryd Tavsheden. Hvis man er udsat for negativ social kontrol, er det vigtigt at få hjælp til at betro sig og bryde tavsheden uden det kan ses.

Nogle af de unge, der har deltaget i et virtuelt oplæg, siger blandt andet:

”Den personlige historie gjorde indtryk – også virtuelt. Det var godt at vi kunne stille spørgsmål til hende i chatten”

”Godt at finde ud af at man ikke står alene, men at der hjælp at hente”

 

Fakta om oplæg om vold i nære relationer

Oplægget tager cirka halvanden time. Der bliver fortalt om de forskellige voldsformer, og de effekter der kan være ved at leve i en voldelig relation. Et ungt menneske fortæller sin egen voldshistorie, og sin rejse fra han eller hun har brudt tavsheden. Du kan booke oplægget ved at skrive til Bryd Tavshedens ansvarlige for Skoletjenesten, Sanne Bach, sanne@brydtavsheden.dk eller ringe på 40 24 22 47.

Læs mere om Undervisning & Læring

13/9 2021