Skole OL giver lærerne færdige aktiviteter til idrætstimerneFoto: DIF Skole OL

Skole OL giver lærerne færdige aktiviteter til idrætstimerne

Gratis aktiviteter, videoguides og forslag til lektionsplaner skal gøre det lettere for indskolingslærere at arbejde med bevægelse og klassens sammenhold.

Lærere i 0.–3. klasse får færdige materialer til idrætsundervisningen, når DIF Skole OL for indskolingen går i gang i denne uge.

Forløbet består af enkle lege og stafetter, hvor eleverne deltager som ét hold og bidrager til klassens samlede resultat.

I alt er 1.350 klasser fra 491 skoler i 91 kommuner tilmeldt. De skal gennem fem uger deltage i aktiviteter med fokus på bevægelse, basale idrætsfærdigheder og klassefællesskab.

Færdige materialer til idrætstimerne
Deltagelsen er gratis, og lærerne får adgang til aktiviteter, videoguides og forslag til lektionsplaner.

Materialerne kan bruges direkte i idrætstimerne og tilpasses den enkelte klasse.

Klasserne gennemfører aktiviteterne på deres egen skole i uge 43–47.

Undervejs indtaster de resultater i Skole OL’s virtuelle univers, hvor de også kan følge de øvrige deltagere.

Klassens point omregnes til digitale færdighedsmærker, som viser eleverne, hvilke kropslige færdigheder de har brugt.

Forskellige styrker skal have plads
Aktiviteterne tager ikke udgangspunkt i bestemte sportsgrene.

Eleverne skal hjælpe hinanden og løse opgaverne sammen.

Ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF), der står bag Skole OL, skal det give børnene mulighed for at bidrage med forskellige styrker.

- Når børn bevæger sig sammen, kan de få øje på nye sider af hinanden.

- En klassekammerat er god til at opmuntre, en anden til at finde en løsning, og en tredje til at få alle med.

- Det er vigtigt, at børn oplever, at deres forskellige styrker har værdi, og at de har en plads i fællesskabet, siger Hans Natorp, formand for DIF.

Forløbet afsluttes med et online finaleshow i uge 48, hvor de deltagende klasser fejres, og årets vindere kåres.

- rh

21/10 2026