Ny formand for Skolelederforeningen: Der skal mere overskud ind i folkeskolen
53-årige Dorte Andreas overtager per 1. december 2024 formandsposten i Skolelederforeningen med en klar mission: At skabe bedre vilkår for landets skoleledere og sikre mere overskud i folkeskolen.
Efter otte år som næstformand træder Andreas nu frem i forreste række med et stærkt fokus på tre hovedudfordringer: inklusionsopgaven, opgaveglidning og frisættelse af skolerne.
- Vi kan ikke uden videre tage alle elever tilbage fra specialområdet, hvis vi ikke har ressourcerne til det. Det kræver, at der investeres på forhånd, understreger hun.
Den nye formand, der startede sin karriere som lærer og hurtigt avancerede til viceskoleinspektør på Højmeskolen i Odense, har længe været engageret i skolepolitik.
Hendes interesse for lederskab og indflydelse går helt tilbage til ungdommen, hvor hun som 17-årig holdt tale på torvet i Nyborg.
- Det skal være attraktivt at være skoleleder, og flere skal have lyst til det. Men lige nu lander der alt for mange opgaver på skoleledelsernes bord, påpeger Andreas, der vil kæmpe for at sikre skolelederne bedre arbejdsvilkår og mere tid til kerneopgaven.
Med sin baggrund som både skoleleder og næstformand bringer Andreas solid erfaring med ind i formandsstolen.
Hun er kendt for at være samarbejdsorienteret, løsningsfokuseret og stærk i relationer. Sammen med den nye næstformand, Kristian Dissing Olesen, vil hun arbejde for større medlemsinddragelse og styrke dialogen med lokalforeningerne.
- Vi skal som fagforening udvikle os og se ind i fremtiden, så vores medlemmer stadig ønsker at være en del af foreningen, afslutter den kommende formand, der tiltræder posten med en ambition om at skabe langtidsholdbar ledelse i folkeskolen.
-rh