Udviklingen af den danske skole mellem 1945-1975

I løbet af de seneste årtier har den danske skole og opfattelsen af barndom gennemgået en markant udvikling.

Professor Ning de Coninck-Smith fra DPU, Aarhus Universitet, har gennem 40 år forsket i denne transformation og sætter nu fokus på perioden 1945-1975 i et nyt forskningsprojekt kaldet EDUTOPIAS.

Efterkrigstidens skole markerede et skift fra en institution præget af nationalistiske og religiøse værdier til en skole, der vægtede demokrati og lige muligheder.

Men hvad driver egentlig disse forandringer? De Coninck-Smith påpeger, at de store politiske reformer ikke nødvendigvis er hovedårsagen. I stedet peger hun på betydningen af lokale initiativer og eksperimenter.

En afgørende faktor var indførelsen af en paragraf i folkeskoleloven i 1958, der tillod lærere at eksperimentere med nye undervisningsformer.

Dette åbnede døren for implementering af reformpædagogiske ideer med fokus på barnets udvikling og ligestilling.

Danmark har en lang tradition for lokalt ejerskab af skoler, hvilket har givet plads til variation og eksperimenter.

Samtidig har friskoler og privatskoler bidraget til et mangfoldigt uddannelseslandskab. Disse faktorer begrænser centralregeringens indflydelse på skolernes udvikling.

Økonomiske forhold spiller også en væsentlig rolle. Historisk set har økonomiske kriser ofte påvirket implementeringen af skolereformer, som det var tilfældet efter oliekrisen i 1975.

EDUTOPIAS-projektet
Det nye forskningsprojekt undersøger fire indbyrdes forbundne områder: skoleforsøg, læreruddannelse, skolebyggeri og lilleskoler.

Målet er at forstå, hvordan hverdagens praksis og eksperimenter formede skolens udvikling i perioden 1945-1975.

Projektets tilgang bygger videre på Dansk skolehistorie: hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, som de Coninck-Smith var medforfatter til. Fokus er på både kontinuitet og brud i skolens udvikling, set fra aktørernes perspektiv.

Gennem sin forskning har de Coninck-Smith også undersøgt de materielle aspekter af barndommes udvikling. Hun påpeger, hvordan børn gradvist er blevet "sat fri" i løbet af det 20. århundrede, hvilket afspejles i ændringer i legetøj, beklædning og arkitektur.

Moderne børn har mere frihed til at lege og blive beskidte, men dette ledsages af nye forventninger og pres. Forældres øgede investering i børns udvikling, både følelsesmæssigt og økonomisk, har skabt en ny dynamik, hvor børn forventes at blive både set og hørt.

De Coninck-Smith har også forsket i de videregående uddannelsers historie. Efter 1945 blev læreruddannelser og universiteter i stigende grad åbnet for kvinder, mens gymnasiet i 1960\'erne blev mere tilgængeligt for unge fra arbejderklassen og landbruget.

Disse ændringer medførte kulturelle sammenstød og udfordrede eksisterende normer. De nye grupper af studerende bragte nye perspektiver og forventninger med sig, hvilket til tider førte til bekymring og debat i samfundet.

Aktuelt er de Coninck-Smith involveret i et internationalt projekt om de højere uddannelsers globale historie. Dette arbejde udvider perspektivet og undersøger forskellige former for højere uddannelse verden over, frem for blot at fokusere på den traditionelle universitetshistorie.

Som drivkraft bag sin forskning fremhæver de Coninck-Smith sin grundlæggende nysgerrighed og ønske om at forstå verden. Selvom hun til tider føler, at hendes arbejde kan virke småt i forhold til globale udfordringer, håber hun, at hendes indsigter kan inspirere mennesker til at reflektere over børns vilkår og skolens rolle i samfundet.

Gennem 40 års dedikeret forskning har Ning de Coninck-Smith bidraget væsentligt til vores forståelse af, hvordan skolen og barndommen har udviklet sig. Hendes arbejde kaster lys over de komplekse processer, der former uddannelsessystemet og vores opfattelse af barndom, og giver os værdifulde perspektiver til at forme fremtidens skole og barndom i Danmark.

-rh

16/10 2024