Sæt spisepausen i fokus
Ved overgangen fra børnehave til skole er det vigtigt at være opmærksom på betydningen af en god spisepause, siger forsker
Overgangen fra børnehave til skole er en stor omvæltning for mange børn, og pædagoger gør i dag allerede et stort arbejde for at forberede børnene på skolestart. Men ifølge Karen Wistoft, som er professor i smag, madkundskab, læring og trivsel ved Aarhus Universitet, er der ikke det samme fokus i forhold til at hjælpe børn med de nye rammer omkring spisepausen i skolen, selv om børnene vil opleve store forandringer på det område.
– Når børn skal starte i skole, er der meget fokus på, at de skal lære at koncentrere sig, så de kan lære noget fagligt. Men det er lige så vigtigt, at de lærer at koncentrere sig om at spise, fordi det at få spist og få energi er afgørende for, om børnene trives i skolen både fagligt og socialt, fortæller Karen Wistoft.
En madpakke er en stor ændring for barnet
I daginstitutionerne er børnene vant til et stort pædagogisk fokus på mad og måltidet, og det bliver opfattet som sociale og læringsorienterede aktiviteter i den pædagogiske hverdag. Mange institutioner har madordning, og der bliver skabt trygge rammer og afsat god tid til måltidet. En undersøgelse blandt 600 grundskoler viser, at når børn starter i skole, oplever både børn og mange nye skolefamilier store ændringer, f.eks. når børnene skal have madpakker med, og frokostpausen på mange skoler er kortere end i institutionerne. Samtidig stilles der højere krav om selvstændighed og selvhjulpenhed, bl.a. fordi der ofte kun er én voksen ad gangen hos børnene.
Derfor er det ifølge Karen Wistoft vigtigt at styrke børnenes madglæde, madfællesskab og madkundskab både i daginstitutionen og derhjemme.
– Forskningen viser, at der er direkte sammenhæng mellem det at spise og det at lære noget. Derfor er det vigtigt at styrke børnenes interesse for mad og måltidet tidligt, så de i skolen prioriterer at sætte sig ned og spise. Det kan man gøre ved at skabe nogle rammer, så børnene bliver nysgerrige omkring det at spise og får lyst til at smage noget forskelligt. Hvis børn ikke er bevidste om, at de aktivt kan bruge deres egen smag, bliver de vant til at blive styret, og i værste fald bliver de passive og ligeglade eller ulystne i forhold til, hvad de spiser, siger Karen Wistoft.
Den magiske madkasse
Mejeriforeningen har i samarbejde med Landbrug & Fødevarer udviklet Den Magiske Madkasse, som sætter fokus på overgangen fra børnehave til skole. Med i udviklingen af materialet er lærer og cand.pæd. i IT-didaktisk design Stine Rank Langhøj og Balter Brøndsted, som er stifter af Legefabrikken og cand.scient., idræt, leg og bevægelseskonsulent. Omdrejningspunktet for Den Magiske Madkasse er børns nysgerrighed, glæde og mod, og den er derfor bygget op med undersøgelsesbaserede lege og pædagogiske aktiviteter, som får børnene til at reflektere over og udvikle sig i forhold til mad, smag, fællesskab og selvhjulpenhed.
Hent Den Magiske Madkasse gratis her
Den Magiske Madkasse er gratis og i 2020 er der 150 eksemplarer til daginstitutioner og 150 eksemplarer til skoler.
Hent den her: www.denmagiskemadkasse.dk.
Sådan arbejder du med børn om mad og måltider
Forskning viser, at en eksperimenterende tilgang med fokus på praktiske erfaringer og sjove aktiviteter kan forbedre børns forhold til f.eks. at spise frugt og grønt. Derfor er det vigtigt at skabe rammer for kreative aktiviteter, når man arbejder med børn om mad og måltider, så børn stimuleres og udvikler kompetencer til at træffe begrundede madvalg.
Forskningsbaseret evaluering
Den Magiske Madkasse er evalueret af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet og bygger på indsamling, dokumentation og formidling i forhold til, hvordan Den Magiske Madkasse virker, og hvordan de børn og pædagoger, som har prøvet materialet, vurderer deres oplevelser, læring og udbytte af det.
Evalueringen viser blandt andet:
- At brug af mad-mod fungerer godt i forhold til at motivere børnene til at prøve ny mad og nye smage uden at være præget af pres.
- At den Magiske Madkasse giver pædagogerne gode redskaber til at håndtere de udfordringer, som er forbundet med overgangen til den nye spisepause i skolen.
- At børnene bliver engageret og husker, hvad de har lært, når læringen er sjov.