Skoler uden mobiltelefon er vejen frem

Det giver rigtig god mening at sætte klare rammer for elevers brug af mobiltelefoner, mener sociolog og forfatter Anette Prehn

En æske af træ har revolutioneret det sociale samspil i en af verdens største virksomheder. Midt i en myriade af teknologiske muligheder har den amerikanske bryggerivirksomhed Anheuser-Busch i marts 2018 opfundet en såkaldt Ibox. Inden de begynder deres møder, sætter deltagere nu deres mobil på lydløs og placerer den i trææsken. Effekterne har allerede været mærkbare: langt mere engagerede mødedeltagere!

Virksomhedens HR-direktør, David Almeida, konstaterer, at mobilerne var blevet en afhængighed, og at det er både ”respektløst” og ”underminerer mødets formål” at have dem tændt. Anheuser-Buschs eksempel er tankevækkende, men trenden har været under opsejling længe. I mange organisationer og stadig flere skoler har lederne valgt at tage digitalt lederskab i stedet for at lade menneskers brug af mobilen være op til dem selv alene.

Klare rammer god idé

I skole- og uddannelsesverdenen giver det særlig god mening at sætte klare rammer for elevernes brug af mobiler, og her er fem grunde til, hvorfor det er en god idé:

Hjernens komposition. Hjernen er plastisk, det vil sige, at den formes efter, hvordan vi stimulerer den. Dens 80-100 milliarder nerveceller forbinder sig med op imod 10.000 andre nerveceller – hver i et gigantisk, livfuldt netværk af forbindelser, der ”gås til” af vores aktivitet og forbindelser – og ”gror til” af vores mangel på besøg – ligesom stier i skoven. Konstant adgang til en smartphone og alt, hvad den repræsenterer af sansebombardement, fristelser, distraktioner og ”kedsomhedsknapper” betyder, at brugeren skridt for skridt optræner evnen til at gå med fristelsen, lader sig distrahere og flygte fra kedsomheden. Til gengæld kommer fokus-stien, impulskontrol-stien, indre ro-stien, empati-stien, sågar kreativitets-stien i hjernen under pres. Sidstnævnte fordi kedsomhed faktisk er en væsentlig motor for kreativitet.

Den umulige multitasking

Vi tror, vi kan gøre flere ting på én gang, såsom at lytte på en lærer og samtidig svare på en besked. Men forskning viser entydigt, at vi tager fejl. Når jeg interagerer med min mobil, mens du taler, har jeg reelt forladt rummet med min opmærksomhed – og jeg signalerer tydeligt til dig, at jeg da virkelig har vigtigere ting at tage mig til.

Som Anheuser-Busch også konstaterer, underminerer den evigt tændte mobil menneskelig værdighed og respekt. Vi er privilegerede at leve i en tid, hvor vi både kan være online og offline, men som kultur har vi brug for at optræne, hvordan vi kan være, hvor vi nu engang er – med vores nærvær. Den zombieagtige mellemtilstand er der grund til at være kritisk overfor. Den betyder, at vi hele tiden kan smutte ud af et socialt fællesskab, og den får let menneskene omkring os til at føle sig ensomme.

Tankpasser-model forkert

Vi skaber læring sammen. Den såkaldte tankpasser-model vedrørende læring trives stadig mange steder. Ifølge den er læring noget, vi trækker i en automat – fylder på. Problemet er bare, at tankpasser-modellen er forkert. Læring er en noget, vi skaber sammen, det kræver en aktiv, koncentreret og brobyggende hjerne. Læring i et klasserum er ikke noget, man bare tager; den er i høj grad noget, man giver. Denne givende ånd forudsætter nærvær. At man ”er der”. Gennem sit engagement, sin lytten, sine nysgerrige spørgsmål, sin rækken fingeren i vejret og sine smil og sin venligsindede mimik over for læreren eller kammerater, der fremlægger eller siger noget. Læring kræver fokus, ellers aktiveres hjernens huskecenter ganske enkelt ikke tilstrækkeligt.

Statussymboler

Mobiler er statustrusler. Mobiler fås som bekendt i meget mere end forskellige farver. De kan koste fra nogle få hundrede kroner til op omkring 8000 kroner. Vi bør som ansvarlige voksne være meget opmærksomme på, hvad denne store variation i et så centralt statussymbol gør ved samspillet mellem vores børn. Hvis lærere opfordrer elever til at bruge deres egne mobiler i løbet af en skoledag til for eksempel gruppearbejde, så kaster de dem ind i en heksekedel af statustrusler, fordi gruppearbejdet selvsagt ikke foregår med den dårligste mobil. Igen og igen skal de børn og unge, hvis forældre af enten økonomiske eller værdimæssige årsager ikke har givet deres barn en dyr mobil, føle sig små og dumme. Og dykket i status.

Fra forskning ved vi, at statustrusler optager megen kapacitet i hjernen – og i øvrigt stiger lynhurtigt i grupper. Når nogen først føler sig statustruet, øges trangen til at dykke andres status. Man behøver genoprejsning. Desuden ved vi fra engelske studier, at de fagligt svageste børn vinder en hel uges skolegang årligt på mobilfri skoler. Det skyldes formentlig en kombination af faktorer, heriblandt at disse børn fritages fra konstant at skulle føle sig digitalt underlegne og i stedet får et digitalt helle i skolen.

Ansvar

Skolerne risikerer at blive draget til ansvar for skader. I mit virke som underviser og foredragsholder rejser jeg land og rige rundt. Blandt andet kommer jeg ofte på skoler, heriblandt en folkeskole, som nu for første gang har indvilget i at betale omkostningerne ved reparation af en smartphone-skærm. Eleven havde tabt mobilen i forbindelse med, at han løste en opgave i faget natur og teknik. Forældrene insisterede på, at skolen skulle bekoste skærm-reparationen, når læreren nu havde foreslået, at eleverne brugte deres mobiler til at løse opgaverne. Som skolelederen siger: ”De får ret, og vi får fred. Vi er uenige i, at det er vores ansvar, men vi kan ikke bruge mere tid på denne sag.” Indtil den næste sag dukker op, kunne man fristes til at sige.

Ingen dokumenteret effekt

Forskning fra lektor Jesper Balslev publiceret i marts viser, at der ikke kan dokumenteres nogen positiv effekt – snarere tværtimod – af skolernes kærlige omfavnelse af det digitale univers. Der er derfor god grund til at standse op og besinde os på, hvilke læringsrum vi ønsker at tilbyde vores børn.

Selvfølgelig skal elever lære at begå sig i en digital verden. De skal lære teknologiforståelse, teknologikritik, digital dannelse og så videre. Men hver ting til sin tid. Vi lader jo heller ikke elever løbe rundt med en rundsav til hverdag, bare fordi de har to timers sløjd om ugen. Vi låner dem de relevante værktøjer, når der er brug for dem i undervisningen.

Ud over at lære børn og unge at begå sig digitalt, er det af afgørende vigtighed i en digital tidsalder, at de parallelt med en dyb faglig og tværfaglig forståelse lærer stærke, livsopbyggende færdigheder som fordybelse, impulskontrol, empati, indre ro og social fingerspidsfornemmelse. En mobilfri skole understøtter skridt for skridt bevidstheden om, hvilke værdier man vælger til i forskellige situationer: fordybelse, nærvær, hygge eller respekt og engagement som hos Anheuser-Busch.

Læring undermineres

Mobilen er et fantastisk hjælpemiddel, hvis vi benytter den med omtanke. Men vores brug af den har også magt til at fjerne os fra hinanden, underminere læring og forkvakle børn og unges opfattelse af, hvad der er vigtigt i livet. Forskning viser for eksempel, at samtaler bliver mere overfladiske, når vi har en tændt mobil liggende på bordet. Ligesom forsøgspersoner får dårligere karakterer til en test, når mobilen ligger tændt. Det dræner den kognitive kapacitet at vide, at man kunne gå fra og lade sig suge ind og rive med.

Mobilfri skoler rapporterer enstemmigt om et større fokus og et bedre samspil mellem eleverne. Og nå ja – en enkelt ”negativ” effekt: Naboerne til skolerne fortæller, at eleverne nu larmer mere i frikvartererne. De har nemlig genopdaget legen!
Anette Prehn er sociolog, foredragsholder og forfatter til blandt andet ”Stierne i hjernen”, ”Hjernesmart pædagogik” og ”Hjernesmart ledelse”.

Mobilfrie skoler

Skolen på Grundtvigsvej i København forlanger, at det skal være helt slut for eleverne med at bruge deres mobiltelefoner i skoletiden og på skolen.

Andre skoler har tidligere forsøgt sig med ordninger, hvor telefonerne har været forbudt i såkaldte mobilfri zoner – og i timerne eller frikvartererne.

På Hjalleseskolen i Odense har de siden sommerferien kørt med mobilfri skole for eleverne.

– Vi har fået den effekt, vi ønskede. Der er større aktivitet i frikvartererne, og eleverne snakker mere med hinanden, siger Louise Hjortebjerg Theil, der er skoleleder på Hjalleseskolen.

Eleverne afleverer telefonerne i kasser, når de møder – og får dem igen, når de tager hjem.

Forbuddet mod brug af mobiltelefoner på Skolen på Grundtvigsvej gælder i første omgang i et halvt år. Det gælder både i undervisningstimerne, men også når eleverne holder frikvarter og om eftermiddagen, når de er i SFO eller i klub.

Lise Ammitzbøll la Cour er skoleleder på Skolen på Grundtvigsvej. Hun forklarer baggrunden for beslutningen således:

– Det handler grundlæggende om, at digital brug skal foregå på skolens enheder i stedet for på børnenes private.