Plastikkugler giver ro i klassen
Kuglestol, siddepuder, kuglevest og fodpuder. Eleverne fornemmer en forskel med kulgerne.

Plastikkugler giver ro i klassen

Udefriskolen i Fabjerg ved Lemvig kalder sig Danmarks bedste skoletilbud. Skolen udmærker sig bl.a. ved, at læring sker gennem oplevelser med hjerne, hjerte og krop

Af: Anne-Mette Lauritsen, børneergoterapeut, Lemvig Kommune

Når én eller flere elever ikke kan sidde stille eller har sansemotoriske udfordringer, kan det være en kilde til uro for hele klassen og påvirke det generelle læringsmiljø. At kunne hjælpe elever med særlige behov til bedre at kunne deltage i den daglige undervisning er derfor fordelagtigt for både elever og lærere.

I bestræbelserne på at sikre, at eleverne har den bedst mulige fornemmelse for deres egen krop, har jeg i samarbejde med Udefriskolen i Fabjerg gennemført et projektforløb omkring brug af sansestimulerende hjælpemidler. Projektet omfattede samtlige elever og gik i al sin enkelthed ud på at lade eleverne afprøve udvalgte sansestimulerende hjælpemidler i løbet af skoledagen.

De sansestimulerende hjælpemidler var produkter, som var egnet til skolebørn, og som kunne indgå naturligt i en skoledag. Det var stole, veste, madrasser, puder til at sidde på og puder til fødderne. Det sansestimulerende element i produkterne var deres fyld – plastikkugler af forskellig størrelse. Ved at sidde, ligge, bære eller støtte fødderne på produkterne mærkede børnene plastikkuglernes tryk på hud og krop. Trykkene stimulerede følesansen og muskel-ledsansen. Stimulering af disse to sanser er kendt for at virke beroligende og give bedre kropsfornemmelse og velvære.

Bedre koncentration

Resultatet var mærkbart. Tilgangen til sansestimulerende hjælpemidler skabte et bedre læringsmiljø for både børn og lærere. Lærerne oplevede derudover, at nogle elever blev bedre til at koncentrere sig. Effekten var så tydelig, at skolen ved projektets afslutning valgte at investere i alle de afprøvede produkter på nær madrassen.

Ud over at have mulighed for at afprøve de forskellige sansestimulerende produkter skulle eleverne have optimeret de fysiske rammer for indlæring. Det blev sikret, at barn, bord og stol passede sammen – bordpladerne blev skråtstillet; stolene blev justeret i højde og ryg, og der blev indført skamler. Børn, som blev forstyrret af syns- og lydindtryk, blev placeret længst væk fra det forstyrrende element, som oftest var vinduet. Hvis en elev havde behov for at kunne overskue hele klassen, blev han placeret bagest i klassen, og var en elev sansemæssigt udfordret, blev han placeret ved siden af en kammerat, som ikke forstyrrede.

Særlig indsats i Lillegruppen

I Lillegruppen, med børn fra 6-9 år, blev der iværksat en særlig indsats. Med hjælp fra lærerne lykkedes det at minimere de forstyrrende elementer mest muligt. Klasseværelset blev indrettet med et stort arbejdsbord midt i lokalet, som blev anvendt ved gruppearbejde og tavleundervisning. Hver elev fik en sin egen individuelt tilpassede arbejdsplads, som gav dem mindst mulig forstyrrelse. Eleverne afprøvede på skift de forskellige produkter, som omfattede kuglestol, kuglepude, kuglevest og kugle-fodpude.

I Mellemgruppen afprøvede eleverne kuglevest, kuglepude og kuglemadras. Efterfølgende fik de udleveret et spørgeskema, hvor de skulle svare på deres oplevelse af kugleprodukterne. Besvarelserne viste, at nogle elever klart kunne fornemme, at kugleprodukterne gjorde en forskel.

Bedre siddestilling

Siddepuderne gav eleverne en mere dynamisk siddestilling, fordi børnene kunne bevæge sig mere på puden end på en hård stol. Det gav ro for det enkelte barn og dermed også for klassen som helhed. Derudover blev koncentrationstiden forlænget ved individuelt arbejde.

Fodpuderne havde god effekt ved samling. De gav mere ro på børnene og dermed også på klassen. Børn, som var hypermobile, fik en bedre siddestilling, og deres led var mindre belastet, end når de sad direkte på gulvet.

Vestene blev anvendt af mange, også i frikvartererne. Andre brugte den i strukturerede læringssituationer. Det gav færre konflikter, at der var kugleveste til rådighed, og eleverne fik selv lov at vurdere, hvornår de havde behov for at tage vesten på.

Stolen var efterspurgt med det samme. Når eleven sad i stolen, kunne han bedre følge med i, hvad der skete på tavlen. Den var også god i forbindelse med læsebånd.

Madrassen var god at benytte fx til frilæsning, men størrelsen gjorde den svær at bruge i et klasselokale. Den var til gengæld meget populær i frikvartererne, hvor andre elever også gerne ville bruge den.


Om sansestimulerende hjælpemidler

De sansestimulerende hjælpemidler er af mærket Protac. De indeholder plastikkugler, som med deres vægt og tryk stimulerer føle- og muskel-ledsansen. Produkterne benytter kroppens naturlige system og har ingen risici eller bivirkninger. Deres effekt er dokumenteret gennem flere forskningsprojekter.

Sansestimulerende hjælpemidler giver mere ro til den enkelte elev og skaber et bedre læringsmiljø på klassen. Med den læring kan det anbefales, at skolerne tænker sansestimulerende hjælpemidler ind i deres inventar og tilbyder lærere og elever brugen af disse igennem en lang skoledag.

www.protac.dk


23/6 2016