Lærlinge underviser folkeskoleelever: Skal øge interessen for erhvervsuddannelser
Folkeskoleelevernes indsigt i erhvervsuddannelserne skal øges. Derfor er lokale lærlinge begyndt at undervise 9. klasses eleverne på Lergravsparken Skole i deres håndværksfag.
Med stor succes går skolen og byggefirmaet forrest i et samarbejde på tværs af erhvervsliv og folkeskoler, der skal sikre fremtidens faglærte i Danmark
Skolelærerne er blevet erstattet af lokale tømrelærlinge hver tirsdag fra klokken 12.00-15.30, når 12 9. klasseselever fra Lergravsparken Skole har valgfaget "Byggebiksen".
På det spritnye praktiske håndværksfag undervises der nemlig efter konceptet ung-til-ung, hvor lærlingene underviser eleverne i deres håndværk ude på skolen.
- Det er fedt at blive undervist af nogle professionelle, der kan lære os noget nyt og lave nogle vildere ting.
- Samtidig er de lærlinge også lidt yngre end vores lærer, så det er nemmere at relatere til dem, siger 16-årige Aksel Nordgaard, der går i 9.A på Lergravsparken Skole.
Den første opgave, elever og lærlinge har kastet sig over, er at bygge nyt inventar til skolens gård. Eleverne har selv designet inventaret ved først at lave skitser på papir og 3D-printede modeller.
- Jeg synes virkelig, dette fag er unikt. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder i stedet for al den boglige undervisning, vi ellers får.
- Og så kan jeg rigtig godt lide tanken om, at vi bygger noget til skolen, som alle skolens elever bliver glade for, siger 15-årige Gro Dynnweber, der går i 9.D.
Faget skal give eleverne ny indsigt
Det nye valgfag "Byggebiksen" på Lergravsparken Skole er et af flere initiativer, som et nyt såkaldt Strategisk Partnerskab, hvor erhvervslivet, folkeskoler, organisationer, forældre og elever samarbejder på tværs for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, har søsat.
Den 23-årige tømrelærling fra byggefirmaet "Byens", Oscar Omø Brogestarck, tog en gymnasial uddannelse efter folkeskolen og fandt først derefter ud af, at han hellere ville have en erhvervsuddannelse.
- Jeg ville ønske, at jeg havde haft sådan et valgfag, da jeg gik i folkeskole. Jeg er sikker på, at det havde åbnet mine øjne for, hvad en erhvervsuddannelse går ud på. Jeg kan ikke udelukke, at det havde ændret mit valg af ungdomsuddannelse i første omgang, siger tømrelærlingen Oscar Omø Brogestarck, som underviser eleverne i valgfaget.
Overvældende stor interesse for nyt valgfag
Interessen for det nye valgfag "Byggebiksen" har været så stor, at valgfagslæreren bag faget måtte udvælge de 12 heldige elever, som har faget frem til sommer.
- Det er dejligt at se, at eleverne har taget så godt imod valgfaget og bare springer ud i alle aspekter af det. Jeg er sikker på, det rykker noget hos eleverne, når de møder og undervises af ægte fagfolk, der viser dem deres håndværk, så det ikke kun er os lærere, der underviser dem, siger valgfagslærer fra Lergravsparken Skole, Sebastian Ehm Christensen.
For Gro Dynnweber har mødet med de lokale lærlinge sat en masse tanker i gang om, hvad hun skal gøre, når hun er færdig med folkeskolen.
- De lærlinge har givet mig et indblik i, hvad de laver på erhvervsuddannelsen på en anden måde end vores lærer har gjort det. Så nu overvejer jeg i højere grad at vælge en erhvervsuddannelse, når jeg er færdig med 9. klasse, siger Gro Dynnweber.
Lergravsparken Skole er et godt eksempel
Børne- og Ungdomsborgmesteren i Københavns Kommune glæder sig over, at det tværfaglige samarbejde, Strategisk Partnerskab, har en tydelig effekt blandt byens børn.
- I København arbejder vi benhårdt på at få flere til dels at overveje og dels at vælge en erhvervsuddannelse. Det har vi brug for både i Hovedstaden og på landsplan.
En stor andel af landets unge vokser op i København. Derfor har det stor betydning nationalt, hvis vi knækker koden i forhold til at få flere københavnske unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Derfor glæder det mig, at vi med Strategisk Partnerskab er godt i gang med at gentænke, hvordan vi gør en erhvervsuddannelse attraktiv for de unge.
Så håber jeg, at flere skoler og lokale aktører finder inspiration i Lergravsparkens Skoles initiativ, siger Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K).
Efter planen skal skole-virksomhedssamarbejdet med et praktisk valgfag udbredes løbende, så alle folkeskoler i København kan drage fordel af tilbuddet.
Hvad er Strategisk Partnerskab?
Strategisk Partnerskab, begyndte i starten af 2023 og er et samarbejde på tværs af erhvervsliv, folkeskoler, organisationer, forældre og elever, som gennem etableringen af et strategisk partnerskab ift. fremtidens faglærte sammen skal arbejde for konkrete initiativer, der skal bidrage til, at:
- stimulere unge københavneres motivation for - og viden om - faglærte uddannelser, så flere vælger en erhvervsuddannelse i fremtiden. Det gælder både unge i folkeskolen, unge på FGU og unge, der falder fra gymnasiet – eller ikke bruger deres gymnasieuddannelse.
- at der kommer en mere ligelig kønsfordeling på erhvervsuddannelserne.
- at endnu flere unge københavnere, der påbegynder en erhvervsuddannelse, også gennemfører denne.
En lang liste af samarbejdspartnere bidrager til Det Strategiske Partnerskab, herunder Børne- og Ungdomsforvaltningen, Dansk Industri, Niels Brock, Next Uddannelse København, Håndværkerforeningen i København, Dansk Metal, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Hotel og Restaurantskolen, Ungerådet KBH, københavnske skoleledere og Københavns skoleborgmester.
-rh