Kulturmøder i kunsten
På museet kan eleverne opleve mere end 1.000 års kunst og kulturhistorie fra Marokko i vest til Indien i øst.

Kulturmøder i kunsten

Når elever besøger Davids Samling, bliver de ofte overraskede og fascinerede ved tanken om, at de nu – midt i København – befinder sig i en af de største samlinger af islamisk kunst i verden!

Af: Museumsunderviser Daniella Maja Nahor Ssitou

I museet har eleverne da også på helt nært hold rig mulighed for at opleve mere end 1.000 års kunst og kulturhistorie fra Marokko i vest til Indien i øst. Her møder de et univers af kunst, som for mange elever virker enormt spændende og eksotisk sammenlignet med andre danske kunstmuseers samlinger.

Ind i en fjern verden

I den næsten labyrintagtige udstilling forsvinder man hurtigt ind i en anden og fjern verden, men kigger man godt efter i udstillingen, finder man også hurtigt mange genkendeligheder gemt i den islamiske kunst. Mellem udsmykkede Koraner, gamle sølvmønter, funklende juveler og miniaturemalerier gemmer der sig nemlig historier og figurer, som mange kender fra den vestlige del af verden – en flise med et motiv af jomfru Maria og lille Jesus, samt dramatiske skildringer fra Noas ark er blot nogle af de genkendelige fortællinger, som dukker op i samlingen. Og hov se nu her! Ærkeenglen Gabriel, som vi kender fra Biblen, i fuld figur i et guldbelagt miniaturemaleri, på tur med Muhammed. Hvad laver disse figurer i en samling af islamisk kunst? Man undres!

På den videre tur gennem museets islamiske samling, finder vi hurtigt svar på disse spørgsmål. Her viser kunsten os, hvordan den islamiske verden gennem historien har udviklet sig i samspil med andre religioner og kulturer, ikke mindst med jødedommen og kristendommen. Vi finder visuelle ligheder på kryds og tværs, der vidner om inspiration, der gik begge veje. Vi finder fælles profeter og perioder med kulturel opblomstring og sameksistens blandt religionerne i det gamle muslimske Spanien. Så ved nærmere eftertanke er den islamiske verdens kunst og kultur måske slet ikke så fjern og anderledes endda?

Undervisningstilbud

Undervisning i form af omvisninger kan bestilles til elever fra 5. klasse og opefter. Omvisningerne er gratis, og turene varer ca. halvanden time, inkl. ankomst og afskedsevaluering. Dertil kan man downloade noget letlæst undervisningsmateriale fra museets hjemmeside, som kan bruges enten før eller efter besøget. Materialet udgøres af korte introduktioner til seks forskellige emner, eksempelvis “Islam – religionen set gennem kunsten”, efterfulgt af nogle spørgsmål og svar, der kan tages op i klassen eller gives som lektier.

Det er hensigten med både materiale og omvisninger, at eleverne skal få udvidet deres horisont omkring den islamiske verdens mangfoldige kunst- og kulturhistorie. Fokus er ikke på religiøse dogmer, som ligger uden for museets område, men på en bredere viden om den islamiske verdens historie, som det både er godt at kende til af faglige grunde og for at kunne færdes i en rigtig storby med mange kulturer.


Om Davids Samling

Gratis omvisninger tilbydes til skoler og ungdomsuddannelser tirsdag til fredag kl. 10 og 12.30 eller kl.13.00.

Omvisningerne gives i perioderne: 1. sep. til 15. dec. 2018. og 1. feb. til 15. juni. 2019. Bestil i god tid!

Aktuelle omvisningstemaer: “Hvad er islamisk kunst?”, “Miniaturemalerierne”, “Den arabiske skrift”, “Fabelvæsner i islamisk kunst”, “Islam – religionen set gennem kunsten”, “Portrætter i europæisk og islamisk kunst”.

Læs mere på www.davidmus.dk.


12/10 2018