Økonomiaftale giver nyt håb for investeringer i folkeskolenFormand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen Foto: Kristian Brasen

Økonomiaftale giver nyt håb for investeringer i folkeskolen

Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, udtrykker tilfredshed med den nye økonomiaftale, der tilfører 3,2 milliarder kroner mere til velfærd i 2026 sammenlignet med 2025.

Efter mange års besparelser og voksende kommunal ulighed på skoleområdet ser han aftalen som et positivt skridt.

- Sidste års økonomiaftale satte en bevægelse i gang, hvor flere og flere kommuner begyndte at investere i skoleområdet.

Jeg håber, at den nye aftale vil gøre det samme. Der er nemlig stadig meget at indhente efter mange års besparelser, udtaler lærerformanden.

I en tid med global usikkerhed fremhæver han vigtigheden af at styrke ikke blot det ydre forsvar, men også det indre.

Et robust demokratisk samfund kræver investeringer i velfærd, uddannelse og folkeskole - fundamentet for fremtidens demokratiske medborgere.

Særligt udfordringen med stigende udgifter til specialområdet kræver opmærksomhed. Flere kommuner arbejder for øget inklusion i folkeskolen, men dette kræver de rette ressourcer:

- Skal vi inkludere flere elever i de almene skoler, skal vi investere mere i skolerne. Rammerne er nødt til at være på plads, og lærerne bliver nødt til at have ressourcer til opgaven.

Lærerformanden understreger desuden vigtigheden af, at den nye økonomiske ramme omsættes til konkrete forbedringer lokalt.

Med store forskelle i kommunernes skoleøkonomi og udfordrede arbejdsmiljøer for lærere mange steder, er der brug for at sikre høj kvalitet i folkeskolen landet over.

- Vi vil arbejde for, at den økonomi, der nu over en bred kam bliver afsat til kommunerne, også bliver til konkrete, lokale fremskridt i de enkelte kommuner og på de enkelte skoler over alt i landet, afslutter Gordon Ørskov Madsen.

-rh

4/6 2025