Headspace åbner nyt center i Vordingborg
headspace har åbnet et nyt center i Vordingborg og dermed vil headspace Danmark have i alt syv centre i Region Sjælland og 31 centre over hele Danmark fordelt på 28 kommuner.
headspace er et gratis og anonymt landsdækkende rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12-25 år.
Her kan børn og unge komme med alle slags problemer – store som små, og de kan dumpe ind direkte fra gaden og få den nødvendige hjælp og rådgivning.
headspace tilbyder både fysisk rådgivning samt digital chat- og videorådgivning på headspace.dk
headspace Vordingborg vil holde til i nyindrettede lokaler på den tidligere Marienberg Skole i det centrale Vordingborg.
Herfra vil headspace hjælpe børn og unge i hele Vordingborg Kommune dels gennem samtaler i centret og dels gennem udgåede aktiviteter på kommunens folkeskoler, ungdomsuddannelser mv.
headspace Vordingborg vil være bemandet af to ungerådgivere, 10-15 frivillige og derudover af fremskudte kommunale og regionale medarbejdere.
Kristian Hjorth, der er centerchef for headspace Lolland, headspace Rødby og headspace Guldborgsund, bliver også centerchef for det nye center.
Åbningen af centeret, er en styrkelse af headspace i Sydsjælland, og er realiseret på baggrund af et virkelig godt og tæt samarbejde med Vordingborg Kommune.
Andre headspace centre er tidligere blevet opsøgt af børn og unge i og omkring Vordingborg.
De viser behovet for at åbne headspace i Vordingborg.
Flere af de unge i området går også på uddannelser på tværs af kommunegrænserne. Og nu får de endnu bedre muligheder for at finde et headspace-center tæt på.
Klar prioritet i en sparetid
- Med den modtagelse vi har fået, og med den efterspørgsel efter headspace i lokalområdet vi allerede har mærket, glæder det mig meget, at vi allerede nu er klar til at åbne og modtage børn og unge.
Vi ser frem til at fortsætte det virkeligt gode samarbejde med kommunen for at øge trivslen, og det er hjertevarmende, at kommunen prioriterer dette arbejde på trods af et stort pres på de kommunale budgetter, siger Kristian Hjorth.
Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, hæfter sig ligeledes ved det positive i, at kommunerne fortsat investerer i unges trivsel også i den nuværende økonomiske situation.
- Vi må konstatere at økonomien er stram rundt om i landets kommuner, og det mærker vi også i headspace.
Derfor er det utroligt glædeligt at en kommune som Vordingborg prioriterer dette vigtige område, som er helt nødvendigt for at øge trivslen blandt børn og unge.
Et arbejde som på sigt kan nedbringe de kommunale udgifter til området, fordi vi møder børn og unge tidligere, inden deres problemer bliver så alvorlige, at de skal have dyrebar behandling, siger hun.
-rh