Entreprenørskab på skoleskemaet – også for lærerne
Flere lærere skal de kommende år efteruddannes i entreprenørskab og innovation. Det sker gennem et nyt projekt, der går på tværs af flere uddannelsesniveauer og sætter fokus på problemstillinger fra egen praksis
Af: Anders Hjortskov LarsenMan får nogle værktøjer, så man selv kan skabe anderledes og involverende undervisning. Det kan jeg allerede se her halvvejs i forløbet, fortæller Hans-Christian Keller, naturfagslærer og naturfagsvejleder på Augustenborg Skole i Sønderjylland.
Han er en af deltagerne på E3U, efteruddannelsen i entreprenørskab, som Aarhus Universitet og Fonden for Entreprenørskab bl.a. står for. Her er en praksisnær tilgang et vigtigt udgangspunkt for forløbet. Dette sikres ved, at deltagerne selv skal finde og løse problemstillinger fra deres egen undervisning.
– Jeg tænker, at det skal ende ud i et undervisningsdesign, der kan være et støtteredskab til lærerne, og som de kan bruge i deres undervisning, fortæller Hans-Christian Keller om sin problemstilling, som han arbejder med i Sønderborg Kommune.
Fremtidens undervisning
Mange flere elever og studerende vil snart blive undervist i at udvikle idéer, skabe projekter og virkeliggøre dem. I dag møder knap hver femte elev entreprenørskab i undervisningen, viser en undersøgelse fra Fonden for Entreprenørskab.
Lærere har ikke følt sig klædt godt nok på til denne opgave, og deres ledere har måske ikke opdaget, at innovation og entreprenørskab er en del af de nye reformer. Derfor er der brug for en bredere og mere systematisk indsats for efteruddannelse.
Hans-Christian Keller vil gerne være med til at skabe værdi og brede en entreprenøriel tankegang ind i Sønderborg Kommune.
– Jeg får helt sikkert nogle værktøjer i denne efteruddannelse, som jeg er i stand til at give de andre naturfagslærere. Fx synes jeg, at værktøjerne til at benytte egne relationer og visionsværktøjet, som efteruddannelsen er bygget op omkring, er rigtigt brugbare, forklarer han.
Fælles efteruddannelse skal sikre sammenhæng
– Jeg får en kæmpe database over ting, der kan lade sig gøre, og konkrete måder at tænke undervisningen på, men jeg får også et netværk af en uvurderlig styrke, fortæller Hans-Christian Keller og fortsætter:
– Jeg har muligheder for at få indsigt i bl.a. ungdomsuddannelserne, og sammen kan vi skabe en forståelse for, hvad eleverne kommer med fra grundskolen, og hvad de bliver mødt af på bl.a. gymnasierne.
Problemstillingerne tæt på praksis og udvekslingen på tværs af uddannelsesniveauer er et udgangspunkt, som en af E3U’s undervisere, Helle Meibom Færgemann, finder rigtigt godt til efteruddannelsens grundlæggende vision:
– Det er ikke meningen, at det skal være et quick fix til entreprenørskab. Det er meningen, at deltagernes lokale kontekst bliver taget alvorligt, så vi bl.a. ser på deres konkrete fag og på, hvilken undervisningsinstitution de kommer fra. Det vil være meget forskelligt, hvad der netop er meningsfuldt for dem, fortæller hun.
Lærer Hans-Christian Keller har fokus på den tværfaglige naturfagsundervisning, som han indtil videre har kunnet arbejde med direkte. Men der er mere at hente i fremtiden:
– For mig drejede det sig om at få papir på de entreprenørielle kompetencer, men jeg får også et fagligt netværk. Det er en efteruddannelse, men det er jo ikke brugbart, medmindre det kommer ud og lever bagefter, slutter han.?
Om efteruddannelse i entreprenørskab
- Hvad er formålet? Efteruddannelsen i entreprenørskab, E3U, udvikler læreres og underviseres kompetencer i entreprenørskabsundervisning på alle niveauer i uddannelsessektoren.
- Hvem kan deltage? Alle, der brænder for at undervise med entreprenørskab i grundskolen, på de gymnasiale ungdomsuddannelser og på de videregående uddannelser i parløb med en kollega.
- Hvad består uddannelse af? Tre seminarer af et intenst døgns varighed og et seminar af en arbejdsdags varighed.
- Hvem står for uddannelsen? Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Aarhus Universitet, i samarbejde med bl.a. Fonden for Entreprenørskab og VIA University College.
Hvornår begynder uddannelsen? Man kan stadig nå at tilmelde sig til efterårets forløb via hjemmesiden.Læs mere på www.cudim.au.dk/entreprenørskab.