Elever skal producere aviser om mennesker på flugt
Elever har atter mulighed for at prøve kræfter som reporter.

Elever skal producere aviser om mennesker på flugt

Dagblade har indledt et samarbejde med Røde Kors om Mediekonkurrencen til næste år

Af: Morten Schwarz Lausten, Røde Kors

Røde Kors, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har indledt et samarbejde om Mediekonkurrencen i uge 9, 10, 11 og 12 i 2017. Det er fjerde gang, dagblade fra JP/Politikens Hus samarbejder med en humanitær organisation om det populære undervisningsforløb, hvor elever producerer aviser eller nyhedssites. Konkurrencen vil som noget særligt i år adskille sig fra de forrige i både form og værktøj.

Formålet med undervisningsforløbet er at lade elev­erne forholde sig til de 60 mio. mennesker i verden, der netop nu er fordrevet fra deres hjem, familie og venner. Eleverne vil få viden om de udfordringer, konflikter og vilkår, der medfører, at mennesker bliver nødt til at flygte.

Mediekonkurrencen vil vise, hvordan Røde Kors og lignende organisationer hjælper i nærområderne, og hvordan vi med psykologer, læger, ingeniører, m.fl. forsøger at skabe rammerne om bedre liv, tæt på flygtningenes hjem. Men eleverne vil skulle relatere emnet til deres eget liv og overveje, hvad “det gode liv” egentligt er. Det abstrakte emne vil blive perspektiveret til deres egen hverdag – selv om virkeligheden for en syrisk pige, der netop er kommet til Danmark fra sønderbombede Homs, og virkeligheden i en dansk skoleklasse, er meget forskellig.

Den producerende elev

Ud over at skulle sætte sig grundigt ind i den aktuelle flygtningesituation kommer eleverne til at arbejde med to store genrer i et moderne mediebillede: Den trykte avis og et nyhedssite. Eleverne introduceres også til undergenrer såsom filmproduktion, artikelskrivning, research, artikelgenrer, interviews mv.

Eleverne får praktisk indsigt i den journalistiske genre og viden om dokumentariske produkter. I Folkeskolens Nye Forenklede Fælles Mål er der flere nedslagsområder, som er oplagte i forhold til arbejdet med avisproduktion og nyhedssite. Særligt i faget dansk, under Færdigheds- og vidensmål efter 9. klassetrin, står der, at “eleven skal kunne udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation”.

– Vi glæder os særligt til Mediekonkurrencen 2017, fordi vi i det nye skoleår tilbyder et helt nyt redigeringsværkstøj, hvor elever kan lave deres egen version af Jyllands-Posten, Ekstra Bladet eller Politiken. Eleverne vil kunne bruge deres mobiltelefon som arbejdsredskab, når de fx skal lave interview eller tage billeder. Værktøjet er også kompatibelt med tablet, siger Louise Abildgaard Grøn fra skoleafdelingen i JP/Politikens Hus.

En mio. læsere

Som noget nyt skal man ikke tilmelde sig en bestemt uge, men kan – i de fire uger, konkurrencen forløber – arbejde med projektet, når det passer ind i den enkelte klasses skema. Under konkurrencen trykker de tre dagblade 1.000 eksemplarer af elevernes avis til hver klasse.

Med tre-fire læsere per avis vil omkring en mio. mennesker læse artikler om det aktuelle emne. Røde Kors leverer den faglige viden om emnet, bl.a. i form af undervisningsmateriale og en faglig “hotline” for lærere og elever.


Om Mediekonkurrencen

Tilmeldingen er allerede åben. Næste år, i maj 2017, afsluttes det hele med en event, hvor klasser med den bedste avis og det bedste nyhedssite kåres som vindere. Se mere på: www.eb.dk/skole, www.politiken.dk/skole, www.jyllands-posten.dk/skole og www.rodekors.dk/skole.


23/6 2016