Elever har skabt middelaldermateriale til museum
På Vestsjælland har fem 5. klasser hjulpet Skoletjenesten Museum Vestsjælland med at udvikle helt nyt undervisningsmateriale
Af: Mette Mohr Martensen, SkoletjenestenDet er sket i et partnerskab mellem Museum Vestsjælland og fem klasser fra tre forskellige skoler i henholdsvis Sorø, Kalundborg og Ringsted.
Forløbets omdrejningspunkt har været middelalderen og magt på Vestsjælland med fokus på fysiske spor, rester og levn i Ringsted og omegn.
For hver klasse er forløbet startet med en ekskursion, hvor museumsunderviser Kathrine Vestergaard Brandstrup, der har stået for de forpligtende samarbejder, sammen med lærere og elever er taget en tur ud i landskabet.
En af de lærere var Carsten Midtgaard fra Dagmarskolen:
– Kathrine underviste fra morgen til eftermiddag og forklarede om de forskellige locations. Hun lavede bl.a. en stamtavleleg, og hun klædte sig ud som biskop Absalons søster Ingefred, der viste, hvordan en kirkelig handling var dengang. På den måde fik eleverne en masse forhåndsviden, så de var godt klædt på til at gå hjem og arbejde videre.
Medskabende elever
På Dagmarskolen er Martin Falkenberg Kofoed viceskoleleder, og han var ikke i tvivl om, at årgangens klasser skulle være med.
– Den åbne skole har givet nye muligheder, som vi gerne vil være en del af. Vi synes, at emnet er spændende, det er meget relevant for vores lokalsamfund, og så syntes vi, det var en god idé at lade eleverne være en del af det skabende arbejde, forklarer Martin Falkenberg Kofoed.
Efter ekskursionen har eleverne arbejdet videre på skolerne, hvor de i temauger i små grupper har lavet produkter til museet, som kan bruges til undervisningsmateriale. På Dagmarskolen har de bl.a. lavet digitale præsentationer, brætspil, skulpturer, stamtavler og en avis med runeskrift. Alt sammen har museet brugt som inspiration til undervisningsmaterialet.
Partnerskab som satsning
I det konkrete eksempel har der for museet været et ønske om at opbygge et tættere, mere kontinuerligt samarbejde med skolerne, som der er kommet mere fokus på efter skolereformen. Det fortæller Skoletjenestens undervisnings- og udviklingsansvarlige på Museum Vestsjælland, Kathrine Noes Sørensen.
– For os er partnerskaber en del af en større satsning af flere grunde. Vi skal have fat i børn og unge som brugergrupper, og det er vigtigt, at de får en tilknytning til deres lokale kulturarv, hvor de føler, at de kan være en aktiv medspiller i den. Samtidig er der den faglige dimension i, at lærere og undervisere på kulturinstitutioner lærer noget af hinandens faglighed, forklarer hun.
Tiden er givet godt ud
Tidsforbruget ved at være med i samarbejdet har været større end den tid, Dagmarskolen normalt ville give et middelalderemne. Men det gør ikke noget, når både historie, kristendom, dansk, matematik og fordybelsestimer blev inddraget.
– Eleverne har fået værktøjer til at fremlægge, producere film, de har lært digitale værktøjer, og de har konstrueret modeller af kirker. Og så er der den sociale del, hvor de også får mulighed for at øve sig på projektopgaveformen, fastslår viceskoleleder Martin Falkenberg Kofoed.
Lærer Carsten Midtgaard startede i november måned sidste år med de indledende møder med skolelederen og museumsunderviseren for at planlægge undervisningen i april. Hver klasse har brugt 24 halvtimers lektioner på projektet, og det er gået over al forventning:
– Jeg har set mine elever fra en helt ny vinkel, hvor de har fået lov til at arbejde selv, fordi det ikke har været så lærerstyret, forklarer Carsten Midtgaard.
Materialet er netop nu på vej i trykken. Ud over et turhæfte er der et læsehæfte, hvor eleverne kan læse historier om stederne og personerne, samt et opgavehæfte, hvor bl.a. brætspillet har fået plads. Planen er, at lærere i området selv skal tage det færdige undervisningsmateriale med ud.
Om Museum Vestsjælland
- Museum Vestsjælland er resultatet af en fusion mellem Holbæk Museum, Kalundborg Museum, Museum Odsherred, Ringsted Museum og Arkiv samt Sydvestsjællands Museum.
- Museets geografiske ansvarsområde dækker Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø Kommuner.
- Stenlille Skole i Sorø, Kirke-Helsinge Skole i Kalundborg og Dagmarskolen i Ringsted har været med i projektet.
Om Skoletjenesten
- Skoletjenesten er et samarbejde mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, kommunerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland samt en række museer, kulturinstitutioner og uddannelsessteder.
- Skoletjenesten er en organisation, der arbejder for at gøre kulturinstitutionernes særlige læringsrum anvendelige og tilgængelige for lærere og elever.
- Skoletjenesten har afdelinger på mere end 20 kulturinstitutioner, hvor deres pædagogiske medarbejdere sørger for at udvikle og tilbyde undervisning.
På www.skoletjenesten.dk kan du søge på et undervisningstilbud blandt mere end 2.000 tilbud i eksterne læringsmiljøer.