Elever fjernes fra klasseværelser med risiko for asbestforurening
En håndværker røg gennem loftet til klasselokale under asbestsanering. Nu flyttes eleverne til pavilloner under det videre arbejde
Af Dan Bjerring
Efter en arbejdsulykke, hvor en håndværker gik gennem loftet på et klasselokale i forbindelse med renovering af taget og asbestsanering på Munkekærskolen i Solrød syd for København, er der nu taget beslutning om, at eleverne i de berørte bygninger for en sikkerheds skyld skal rykkes i pavilloner.
Styrelsen for Patientsikkerhed har dog vurderet, at der ikke er grund til at tro, at eleverne har været udsat for en betydelig grad af asbest i forbindelse med arbejdsulykken.
Aftale med pavillonfirma
Efter arbejdsulykken i sidste uge, hvor en håndværker gik gennem loftet på et klasselokale i indskolingsbygningen, har Byrådet hastebehandlet en sag om at bruge 2,5 millioner kroner på at sætte pavilloner op på skolens område, som indskolingseleverne kan undervises i.
Kommunen er nu ved at lægge sidste hånd på en aftale med et pavillonfirma, som kan sætte pavillonerne op på skolens område inden for kort tid. I mellemtiden undervises eleverne i andre lokaler på skolen.
Suger støv og partikler
Arbejdsulykken på skolen skete i forbindelse med, at en håndværker var i gang med at asbestsanere på skolens loft, efter at tagpladerne var blevet fjernet.
På grund af asbestsaneringen var loftet udsat for et stort undertryk, der sugede støv og partikler væk fra loftet gennem store filtre.
Da ulykken skete, og håndværkeren gik gennem loftet, faldt der noget støv og materialer med ned i klasselokalet, og kommunen har efter ulykken bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at vurdere den risiko, eleverne har været udsat for.
Styrelsen vurderer, at der ikke er grund til at mistænke, at børnene har været udsat for en betydende udsættelse for asbest.
Tjek hver dag
Hverken kommunens bygherrerådgiver, Arbejdstilsynet eller Styrelsen for Patientsikkerhed har på noget tidspunkt i løbet af processen alarmeret kommunen eller givet udtryk for, at arbejdet ikke kunne håndteres efter de beskrevne arbejdsbeskrivelser med fortsat undervisning i bygningen. Det er den vejledning, kommune har lænet sig op ad.
Straks efter arbejdsulykken sidste fredag morgen bad Solrød Kommune entreprenøren om at stoppe med arbejdet, og arbejdet på bygningen har ligget stille siden.
Imens arbejdet ligger stille, vil byggepladsen hver dag blive kontrolleret, og det bliver blandt andet tjekket, at teltet omkring taget fortsat er hermetisk lukket.