Den sunde og klimavenlige madkasse

Den sunde og klimavenlige madkasse

Hvordan laver man klimavenlig mad? Det vil Coop gerne have skolebørn til at arbejde med i et landsdækkende projekt

Go Cook Smagekassen er en tilbagevendende og gratis skoleaktivitet, målrettet landets grundskoler fra 4.-8. klasse. Og det er noget, som skolerne har taget til sig – tre ud af fire og cirka 150.000 elever er involveret i aktiviteten hvert eneste år. I år er temaet klimavenlig mad. Børnene vil derfor lære en masse om, hvordan de kan lave mere klimavenlig mad, bl.a. med kål, kikærter og andre bælgfrugter. Forløbet består af trykte undervisningsmaterialer og opskrifthæfter, gocook.dk, Go Cook-app’en og film på bl.a. Go Cook Youtube-kanalen.

– Vi har stor succes med vort projekt omkring Smagekassen, som vi i år kommer til at kalde for Klimakassen, fordi vi vil sætte fokus på mad og fødevarers betydning for klimaet, siger Bente Svane Nielsen fra Coop.

– Vi skal have eleverne til at arbejde med spørgsmålet om, hvad der egentlig er klimavenlig mad, og hvordan vi alle kan blive en del af den grønne omstilling. Det gælder f.eks. at skrue ned for kødet og have større opmærksomhed omkring brugen af bælgfrugter som proteinkilde, som ikke har så stort et klimaaftryk som kød. Eleverne kommer til at eksperimentere med bønner i forskellige retter, og hvordan de kan komme til at smage godt. Vi er ikke så vant til bønner herhjemme, fordi bønner generelt ikke fylder meget i dansk madkultur. Så de kommer med på en mental rejse til England og især Sydeuropa, hvor det er en større del af madkulturen, fortsætter Bente Svane Nielsen.

Tværfagligt samarbejde

Der er ifølge Bente Svane Nielsen gode muligheder for at arbejde med mad og måltider i undervisningen på tværs af fagene.

– Vores fødevareproduktion har et stort aftryk på klimaet. Eleverne komme til at lave CO2- og klimaberegninger af forskellige fødevaregrupper, arbejde med bæredygtig fødevareproduktion og FN’s verdensmål. For hvorfor er det lige, at koen er værre for klimaet end en gulerod, fortæller Bente Svane Nielsen, der mener, at emnet er oplagt til naturfagene, men også til tværfagligt samarbejde.

Madspild

Med projektet kommer man også til at arbejde med madspild, forklarer Bente Svane Nielsen:

– Man kommer til at opleve, at der vil være enkelte råvarer i overskud, som ikke bliver brugt helt. Spørgsmålet er så, hvordan man får det brugt, uden at det går til spilde. Hvad kan man bruge et halvt hvidkål til, hvornår er mad for gammelt, og hvordan arbejder f.eks. lokale butikker med madspild? På den måde bidrager projektet til, at man tager kritisk stilling til forbruget af sin mad og selv er med til at udvikle løsningerne, siger Bente Svane Nielsen.

 

Fakta

Coops madprogram for børn og unge ”Go Cook” har en mission om at skabe den første generation af børn, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Kun syv procent af de danske børn er med i køkkenet i dag.

 

23/5 2019