
Danske skoler kan løfte fagligt niveau uden flere penge, viser ny analyse
En ny analyse fra tænketanken Cepos afslører et betydeligt potentiale for at forbedre de faglige resultater i danske skoler – uden at det kræver flere ressourcer.
Analysen peger på, at mange skoler ikke udnytter deres nuværende midler optimalt.
- Der bliver talt meget om niveauet i folkeskolen, og alt for ofte ender det med krav om flere penge.
- Men vores analyse viser, at mange skoler ikke får nok ud af de midler, de allerede har, udtaler Karsten Bo Larsen, forskningschef i Cepos.
Cepos har undersøgt, hvor meget hver enkelt skole i Danmark burde kunne løfte elevernes faglige niveau, når der tages højde for elevsammensætningen, herunder forældrenes socioøkonomiske baggrund.
Store forskelle mellem skolerne
Analysen, der sammenholder elevernes karaktergennemsnit med skolernes lønudgifter til ledelse og undervisningspersonale, viser markante forskelle.
På landsplan kunne elevernes faglige resultater gennemsnitligt forbedres med mindst 0,8 karakterpoint uden øget ressourceforbrug, hvis alle skoler præsterede på niveau med de mest effektive sammenlignelige skoler.
Bemærkelsesværdigt er det, at seks ud af de syv mest effektive skoler i analysen er frie grundskoler.
- De frie skoler er konkurrenceudsatte. Hvis de præsterer dårligt, vælger forældrene dem fra – og så forsvinder skolens økonomiske grundlag. Den mekanisme mangler i folkeskolen, forklarer Karsten Bo Larsen.
Hvis man i stedet for at hæve det faglige niveau valgte at fastholde det nuværende niveau og effektivisere driften, kunne der ifølge analysen frigøres op mod 11,4 milliarder kroner på landsplan.
Cepos-forskningschefen foreslår på baggrund af resultaterne, at man indfører en selvejemodel i folkeskolen for at skabe økonomiske incitamenter til bedre præstationer.
Analysen giver forældre mulighed for at se, hvor stort et fagligt løft deres børns skole potentielt kunne opnå med de nuværende ressourcer, hvis skolen blev lige så effektiv som de bedste sammenlignelige skoler.
-rh