– Mødet med andre unge med høretab har gjort mig stærkere. At vide, at vi er mange. Det har hjulpet mig til at turde være mig selv, siger 22-årige Katrine Brixen

Alle vil hjælpe, hvis du beder om det

Et efterskoleophold hjalp Katrine Brixen til at acceptere sit høretab, og nu holder hun oplæg på skoler

Af: journalist Jonna Toft

Når Katrine Brixen skal møde nye mennesker, sætter hun håret op, så alle kan se hendes hvide høreapparat. Så husker de at tage hensyn. Et efterskoleophold hjalp hende til at acceptere sit høretab, og nu holder hun oplæg på skoler og er med til at etablere et nyt døvelandshold for kvinder i håndbold.

– Før var jeg Katrine med høreapparaterne. På efterskolen blev jeg Katrine, der spiller håndbold og glad for dyr.

22-årige Katrine Brixen fra Silkeborg kan næsten ingenting høre uden sit høreapparat CI (Cochlear implantat) på højre øre og Phonak-høreapparat på venstre. Cochlear implantatet fik hun, mens hun gik på Frijsenborg Efterskole. Opholdet ændrede hendes liv, fordi hun fik hjælp til at lære at acceptere sit handicap, og dét kom der en ny mere selvsikker Katrine ud af.

– Det gjorde en enorm forskel at være sammen med andre unge med høretab. De havde oplevet de samme ting som mig, siger hun.

Nu tager hun ud og holder oplæg på skoler, der har elever med høretab, og det foregår gerne med højt opsat hår:

– Folk skal kunne se mit CI. Derfor valgte jeg et hvidt. Så husker de, at de skal tale lidt højere og se på mig, når de taler. Og når jeg overhører noget, ved de hvorfor, siger hun.

– Jo mere handicappet, du gør dig selv, når du møder folk, jo mindre føler du dig handicappet bagefter. For så husker de at tage hensyn. Folk vil gerne hjælpe, hvis bare man beder dem om det.

Forældre insisterede på godt udstyr

I dag bor den 22-årige lærerstuderende i Silkeborg med sin kæreste Mathias. Drømmen er et lærerjob på en skole eller efterskole, der arbejder med børn med høretab. En lille læspen er det eneste, man i dag hører til Katrines handicap.

På højre øre er hun næsten døv. På venstre er der en lille hørerest mellem 90 og 100 dB. Hun kan få CI, som hun har på højre øre, hvis hun vil, men den naturlige hørelse har flere nuancer, og dem vil hun gerne bevare længst muligt. Derfor har hun to forskellige høreapparater.

Katrine gik i skole i Skjørring vest for Aarhus, hvor familien slog sig ned, fordi skolen var meget lydhør overfor hendes behov. Forældrene insisterede på de bedste løsninger til datteren, og Katrine har gået til talepædagog fra 0. klasse, havde støttelærer i nogle fag og fik privatundervisning i tysk og engelsk. Men hendes begrebsverden var begrænset.

– Alle på skolen vidste, at jeg havde et høretab. Jeg kunne høre læreren via et smartlink, men jeg gik glip af de andre elevers kommentarer og interne jokes. Når de andre grinede, vidste jeg ikke hvorfor. Det var ikke særlig rart, fortæller hun.

Elevmikrofoner fra første dag

– I dag bruger jeg elevmikrofoner på seminariet. Det system blev jeg præsenteret for på efterskolen, og det betyder, at jeg kan høre alle, hvis bare de husker at koble sig på. Det er fantastisk, smiler hun.

Både ved starten på gymnasiet og på seminariet indledte Katrine den første dag med at præsentere de nye klassekammerater for elevmikrofonerne og fortælle om sit høretab. En måned senere, da de kendte hinanden lidt bedre, fortalte hun mere uddybende om, hvad høretabet betyder.

– Jeg lærer mine venner nogle få tegn på tegnsprog. Hvis vi er i byen sammen, og der er høj musik, kan vi fx fortælle hinanden, at vi går på toilettet, forklarer hun.

Et år med bib-lyde

Katrine gik på Frijsenborg Efterskole i 9. og 10. klasse, og her oplevede hun for første gang et miljø, der fuldt ud var indrettet til hende med fx teleslynge i alle klasselokaler, lydisolering, mikrofoner i spisesalen, bløde dutter under stolene og lærere, der tog alle de små, daglige hensyn.

Ca. en fjerdedel af skolens 90 elever har høretab.

Midt i 9. klasse fik Katrine opereret CI ind på højre øre. Og så fulgte et års hjernetræning.

– I starten hører man kun bib-lyde, og jeg havde kun halv hørelse. Hjernen skal kode alle ord igen, og det kræver træning. Den træning fik jeg på efterskolen sammen med nogle af mine venner, som også lige havde fået CI. Det var et perfekt tidspunkt, fortæller hun.

Det smertelige engelsk

De bløde lyde i engelsk har altid drillet Katrines ører, og i folkeskolen oplevede hun, at andre elever grinede af hendes forsøg på at skabe lyde, hun ikke kunne høre.

Men engelsk er jo nødvendigt, hvis man vil gå på gymnasiet. Og det ville Katrine.

– På efterskolen arbejder de med at få os til at acceptere høretabet, fordi så fylder det meget mindre. Høretabs-eleverne blev samlet i mindre grupper, hvor der både deltog første- og andetårselever, og så snakkede vi om de situationer, vi syntes var svære. Mange havde følt sig udenfor. Mange var blevet mobbet, fortæller hun.

– Da jeg fortalte, at de andre havde grinet af mig i engelsk, stortudede jeg. Men ved du hvad? Tre andre i gruppen havde oplevet nøjagtig det samme. De tudede også. Jeg fortalte nok om det ti gange, og hver gang tudede jeg. Men klumpen blev mindre og mindre. Og jeg bestod engelsk i 9. og 10. klasse.

– Det er dét, netværket med andre hørehæmmede kan. Og gode lærere, der kan åbne op og samle op. Engelsk vil altid være svært for mig, men i gymnasiet turde jeg godt prøve, og jeg bestod også i gymnasiet!

Katrines gymnasieforløb strakte sig over fire år. Efterskolen hjalp hende og et par andre elever med høretab med at få et 4-årigt forløb på Silkeborg Gymnasium, så de kunne få den eftertragtede studentereksamen.

Nu går Katrine så på seminariet, og her er faget engelsk lagt på hylden. Hun har dansk, samfundsfag og idræt som hovedfag. Kontakten til Frijsenborg Efterskole er stadig varm: To gange har hun været med som hjælpeleder på en tur til London for CI-opererede elever.

Døvelandshold i håndbold for kvinder

Katrine Brixen har altid spillet håndbold i den lokale klub, hvor moderen var træner. Men de seneste par år har familien arbejdet med at samle et døvelandshold for kvinder.

Moderen Helle Brixen er træner for holdet og ved at uddanne sig som tegnsprogstolk. Faderen Søren Brixen er holdleder. Og Katrine er en af de mere habile spillere i den 15-20 personer store trup.

– I døvehåndbold skal man tage CI og høreapparater af, så alle bliver nogenlunde ligestillede. Vi bruger skub, prik og tegnsprog til kommunikation, og nogle af de andre kan mærke på bevægelserne i gulvet, hvis dommeren fløjter: Så bliver gulvet roligt. Men jeg er jo vant til at spille med hørende, så jeg rager rundt, griner hun.

Holdet mødes fire-seks gange årligt til træningssamling og er ved at blive anerkendt af Dansk Døve-Idrætsforbund som et officielt landshold. Det har dog ikke haft en landskamp endnu. Ambitionerne går på at deltage i EM og VM.

– Det er så vigtigt at være sammen med nogen, der har høretab om noget, der ikke har med vores handicap at gøre. Vi spiser sammen, går ture, hygger og spiller håndbold, og ind imellem er vi sammen med herrelandsholdet for døve. Vi kender bare hinandens verdener.