Skoleskak skaber ro, fællesskab og læring på 336 skoler
Hjernegymnastik, fællesskab og nye veje til læring stod på skemaet over hele landet, da Skolernes Skakdag.
– Hjernens motionsdag® slog all time deltagerrekord 9. februar. Hele 56.124 elever spillede ”Pistolskak”,
”Venskabs-skak” og ”ACTION-skak” på den tænksomme vinter-pendant til efterårsferiens motionsdag. De
336 skoler som var med viser dermed vejen mod en mere analog og praktisk orienteret skole – til børne- og undervisningsministerens glæde.
Eleverne gemte mobilerne væk fredag før vinterferien, der stod nemlig analog hjernegymnastik på dagsordenen – i hvert fald på de 336 skoler, som deltog i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®.
Danske elever har europarekord med i gns. 3,8 timer foran skærmen når de er i skole (Ritzau, 5/12-23), men 56.124 af dem var fredag med til en dag med spilbaseret analog læring, ro og fællesskab.
Rekorddeltagelsen ligger i forlængelse af en ny undersøgelse fra Dansk Skoleskak, hvor skoler med skoleskak oplever op til 30% færre konflikter, en 40% roligere skole og at 30% af eleverne får nye sociale bånd gennem spilbaseret læring med skoleskak på skoleskemaet.
Årets all-time deltagerrekord på Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® med 56.124 deltagere glæder særligt børne- & undervisningsminister Mattias Tesfaye:
- Der opstår et fællesskab, når man mødes over brættet. Derfor glæder det mig, at flere og flere skoler tager skoleskak til sig.
- Det kan uden tvivl have en positiv betydning for elevernes trivsel og relation til hinanden.
- Og så er skoleskak ikke mindst et bevis på, at det ikke behøver at være kedeligt at lære nyt. Vi lærer ikke mere, fordi skolen er kedelig. Tværtimod er det tit, når det er sjovt, vi lærer allermest.
Det var 14 gang, at skoler over hele landet fejrede Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® - og der er sket en del siden Knud Den Store (konge i Danmark i 1018-35) bragte skakspillet til Danmark fra Rom, for i årets udgave dystede man bl.a. i alternative discipliner som ”Pistol-skak”, ”ACTION-skak” og det nye ”Venskabs-skak”, hvor spillerne lærer nye sider af hinanden at kende.
Mads Jacobsen, generalsekretær, Dansk Skoleskak:
- Jeg glæder mig over årets rekord med på 336 skoler på Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag®, for det betyder, at rekordmange unge og undervisere samles om playful learning, der spiller fælleskabet og hjernen stærk, imens der skabes en roligere skole. Vi kalder det ”mindresnakmereskoleskak”.
Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® 2024 blev arrangeret af skoler landet over i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden og en række lokale fonde.
-rh