Alle børn og unge bør have adgang til teknologiforståelseCoding Pirates lavede konkurrencer hvor politikere og erhvervsfolk skulle bygge robotter sammen med børn fra foreningen under Folkemødet på Bornholm.

Alle børn og unge bør have adgang til teknologiforståelse

Foreningen Coding Pirates kan onsdag fejre 10 års fødselsdag, og selvom de 10 år har budt på store fremskridt i kampen om digital dannelse, er der stadig meget at kæmpe for.

Foreningen mener, at der mere end nogensinde er behov for støtte og vejledning, så børn og unge bliver bedre til at håndtere teknologi.

I den aktuelle debat om indførelse af teknologiforståelse i folkeskolen har Regeringen lagt op til at det skal være et valgfag, men ifølge Coding Pirates bør dette fag være obligatorisk.

- Ved blot at gøre teknologiforståelse til et valgfag i folkeskolen svigter regeringen først og fremmest de børn og unge der har færrest ressourcer.

- Vi skal have alle med, og der er en gruppe unge som vi taber, hvis vi ikke sikrer en tidlig forståelse for, at det er mennesket, der styrer teknologien og ikke omvendt.

- Udover det, er teknologiforståelsen i fritiden også vigtig. Ligesom med mange andre discipliner, så introduceres man i skolen, men dygtiggør sig i fritiden, siger Louise Overgaard, der er generalsekretær for Coding Pirates.

Coding Pirates er en frivillig almenvelgørende forening med afdelinger i hele landet. Deres mission har i de sidste 10 år været at klæde børn og unge på til en fremtid i digital fremdrift.

Det gør de primært gennem kreativ og lærerig leg indenfor IT, programmering og robotter. Foreningen har i dag 56 afdelinger rundt i landet og en række nye under etablering.

Hos børn og unge er efterspørgslen stor, og der er venteliste flere steder i landet, for at blive en del af Coding Pirates’ fællesskab.

I forbindelse med fødselsdagen har piraterne tre store ønsker på ønskelisten:

- Flere børn og unge skal have mulighed for at være pirater i deres lokale område.

- Der er desværre venteliste i flere kommuner, og vi vil også gerne engagere flere voksne i vores fællesskab. Det er også vigtigt for os at byde velkommen til flere piger og kvinder i tech.

- Alle disse gode ønsker skal realiseres ved at Coding Pirates skal have en fast bevilling på finansloven, fortæller Louise Overgaard og tilføjer, at foreningen for nylig havde foretræde for Folketingets IT- og Digitaliseringsudvalg med netop budskabet om at teknologiforståelse bør være obligatorisk, for at få alle med.

De 10 år med fokus på leg, kreativitet og teknologi bliver fejret på ægte piratmanér hos Brancheforeningen Dansk IT med leg, hygge og konkurrence i at bygge robotter.

-rh

28/2 2024