Aktuelle nyheder - Skolen

Stort løft til undervisningsplatformen Norden i Skolen

Stort løft til undervisningsplatformen Norden i Skolen

Lærere og elever kan se frem til en fællesnordisk julekalender og digitale filmværksteder, når Foreningerne Nordens undervisningsplatform 'Norden i Skolen' i de kommende år får et stort løft

Del artiklen på

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter initiativet med 11 mio. kroner. Bevillingen er givet ud fra en ambition om at styrke nordisk sprog- og kulturforståelse i de nordiske klasseværelser og på den måde bidrage til øget nordisk samhørighed.

Initiativet er forankret i Foreningen Norden og er et samarbejde mellem BUSTER Filmfestival, Danmarks Lærerforening og NAPA (Nordens institut i Grønland). Herudover indgår der også samarbejder med filmfestivaler i Finland, Island, Sverige og Norge.

Bevillingen fra A.P. Møller Fonden går til en række aktiviteter, som skal opgradere undervisningsplatformen. Blandt de aktiviteter, som både lærere og elever kan se frem til, er:

    Nordiske spille- og kortfilm, som vises både online og på børnefilmfestivaler.
    En nordisk lydfortællingsjulekalender.
    Samskabelse af børnenes egne film på tværs af Norden og undervisningsmateriale til fagene historie og samfundsfag med et nordisk fokus.
    Heldagsseminarer for folkeskolelærere med fokus på nordisk sprog, kultur- og samfundsforståelse i undervisningen.
    En optimeret værktøjskasse for lærere til planlægning og gennemførelse af undervisning i nordiske emner.

Initiativet arbejder således med en række virkemidler for at nå Nordens børn og unge.

"Der er efterspørgsel på innovative måder at arbejde med det nordiske sprog- og kulturfællesskab i skolen. Vi er meget spændte på at komme i gang med dette projekt med vores enormt dygtige projektpartnere. Det bliver et reelt løft for platformen og en gave til det nordiske sprog- og kultursamarbejde," siger Thomas Henriksen, programchef på Norden i Skolen og Skole, kultur- og uddannelseschef hos Foreningerne Nordens Forbund.

-mo

Læs mere om Skolen

8/2 2022