Ny skole og børnehus åbner dørene i RyNu står Søhøjlandets Skole og Børnehus færdigbygget og klar til indvielse. Foto: Per Bille

Ny skole og børnehus åbner dørene i Ry

Efter måneders byggearbejde summer det nu af liv ved Ry Hallerne.

Søhøjlandets Skole og Børnehus er officielt klar til elever, børn og pædagogisk personale og snart inviteres hele byen med til at fejre det.

Da sommerferie sluttede og hverdagen vendte tilbage, var meget forandret ved Ry Hallerne.

Håndværkerne har nemlig afleveret nøglerne, og nu er det lærere, elever, pædagoger og børn, der sætter deres præg på de splinterny bygninger.

- Der summer af liv og sommerglade børn. Det er fantastisk at være med til at åbne dørene for elever og børn, der træder ind på en helt fuldstændig nybygget skole og daginstitution, siger skoleleder Rikke Wenneberg.

Den nye skole er bygget til tre spor fra 0. til 6. klassetrin med plads til mellem 450 og 500 elever og 50 medarbejdere i fleksible og tidssvarende rammer.

Daginstitutionen kan huse op mod 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.

Officiel indvielse mandag den 24. august
Byggeriet tog sin begyndelse i oktober 2024, da borgmester Frands Fischer tog det første spadestik fra sædet i en stor gravemaskine.

Nu er han klar til næste ceremoni, denne gang med en saks og en snor.

Mandag den 24. august 2026 klokken 09.30 indvies Søhøjlandets Skole og Børnehus officielt, og alle er velkomne til at deltage.

- Det bliver en stor og festlig dag, hvor vi får markeret, at det store arbejde, det er at bygge både en skole og en daginstitution, er færdig, og vi nu i fællesskab kan fylde de nye rammer med liv, leg og læring, siger Trine Frengler, formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget.

En grøn passage binder Ry sammen
Fællesskab er et nøgleord for hele projektet.

En overdækket grøn passage forbinder fysisk daginstitutionen og skolen med Ry Hallerne, så man kan bevæge sig tørskoet til idrætscentret, uanset vejret.

Passagen åbner desuden op for markeder og arrangementer, der kan foregå i ly for regn og blæst.

Langs passagen er skolens faglokaler samlet som "perler på en snor" omkring et fællesareal, der i fritiden kan benyttes af byens foreninger, foredragsholdere og andre aktive borgere.

- rh

17/8 2026