Aktuelle nyheder - Skolen

Alvorlige fejl på skolernes elinstallationer

Alvorlige fejl på skolernes elinstallationer

Mere end hver fjerde kontrollerede skole havde i 2021 så alvorlige fejl og mangler ved deres installationer, at de i værste fald kan føre til el-ulykker og brande

Del artiklen på

Kun 8 ud af de i alt 109 kontrollerede steder havde helt styr på el-sikkerheden. Den opgørelse over en indsats udført i 2021 på landets uddannelsesinstitutioner vækker opsigt hos Sikkerhedsstyrelsen:

- Det er bekymrende, at så mange skoler og institutioner med plads til større forsamlinger ikke har styr på el-sikkerheden. Især når vi ser, at hver fjerde installation har så alvorlige fejl, at det i værste fald kan føre til el-ulykker og brande, siger Søren Assenholt Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Når Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer elinstallationer på skoler og institutioner rundt om i landet, lægges der i eftersynene især vægt på de installationsforhold, som umiddelbart eller på kort sigt kan medføre brand eller risiko for elektrisk stød.

I de alvorlige tilfælde er der blandt andet konstateret forkert, manglende eller defekt fejlstrømsafbryder (RCD) på de helt almindelige stikkontakter, der ellers er til for at beskytte mod livsfarlige stød. Det kan være farligt for en elev, der for eksempel skal betjene en elkedel i et skolekøkken, hvis der ikke er etableret en korrekt fejlstrømsafbryder, og der går overgang i kedlen:

- Det svarer til, at vi andre ikke har en HPFI-afbryder hjemme i vores huse, der kan slå strømmen fra, hvis et elektrisk produkt fejler, eller der er fejl på installationen Mange af de kontrollerede installationer ville ved selv en mindre fejl afbryde for alt belysning. For at undgå tragiske ulykker som følge af panik i forsamlingen, er det vigtigt at nød- og panikbelysningen ikke også går ud de steder, hvor det er et krav, siger Søren Assenholt Muff.

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer alle uddannelsesinstitutioner til at få en autoriseret elinstallatørvirksomhed til at gennemgå installationerne, hvis der er den mindste tvivl om installationerne.

Styrelsen vil fortsætte indsatsten med kontrol af elinstallationer på skoler og institutioner i 2022.

-mo

Læs mere om Skolen

18/1 2022