Aalborg Kommune omlægger: Specialtilbud tættere på hjemmet
Aalborg Kommune har godkendt en omfattende omlægning af specialområdet i folkeskolen.
Målet er at skabe bedre og mere fleksible tilbud til børn med særlige behov - og gøre det tættere på børnenes nærmiljø.
Omlægningen er en del af kommunens strategiske program "Stærke Fællesskaber", der skal styrke trivslen for alle børn.
Den bygger på en langvarig proces med inddragelse af forældre, elever, fagfolk og politikere.
Rådmand for Børn og Unge Morten Thiessen udtaler: - Vi vil give børnene de bedste forudsætninger for at trives og udvikle sig i nærheden af deres hjem.
- Derfor har vi gjort vores bedste for at skabe løsninger, hvor skole, fritid og familie er tæt på.
Omlægningen betyder, at der oprettes såkaldte Fokusklasser på udvalgte skoler.
Her samles ressourcerne, så undervisningen kan tilpasses de enkelte elevers behov - uanset diagnoser.
Det giver flere børn mulighed for at gå i en specialklasse tæt på hjemmet og mindske transporttiden.
Samtidig kommer der mere tid til leg, læring og fritid i lokalområdet.
For de børn med de mest komplekse behov forbliver de eksisterende kommunedækkende tilbud stort set uændrede.
Disse tilbud er afgørende for børn med særligt indgribende handicaps.
Børn, der allerede går i specialtilbud, får mulighed for at skifte til en fokusklasse tættere på hjemmet. Man kan dog også blive i det nuværende tilbud, hvis man ønsker det.
Ifølge næstformand i Børne- og Undervisningsudvalget Lisbeth Lauritsen sker overgangen til de nye klasser i tæt dialog med forældre og fagfolk:
- Vi ved, at det er en stor forandring, og vi gør alt for at sikre en tryg og professionel proces for alle, lyder det.
Omlægningen bygger på positive erfaringer fra forsøg, dialogmøder og ny viden på området.
Den økonomiske ramme er uændret, men der er fokus på kompetenceløft og en mere retfærdig fordeling af ressourcerne.
Processen følges tæt med løbende evalueringer, lover Aalborg Kommune.
-rh