Udfordringer i børne- og ungdomspsykiatrien kræver handling nuPsykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Udfordringer i børne- og ungdomspsykiatrien kræver handling nu

Udrednings- og behandlingsretten overholdes ikke. Patienter informeres ikke om deres rettigheder, og nogle børn venter helt op til 200 dage på at blive udredt.

Psykiatrifonden foreslår en redningsplan, der giver 4.000 børn og unge adgang til hurtig hjælp, blandt andet ved også at stille private tilbud til rådighed.

Børn og unge med psykisk sygdom og deres familier står alene uden hjælp, imens børne- og ungdomspsykiatrien er tæt på kollaps.

Der er truffet mange beslutninger for at opbygge børne og ungdomspsykiatrien over de kommende år, men der er lang vej til en psykiatri, der står mål med opgaven.

Det er problemet for akut til at vente på, mener Psykiatrifonden.

Psykiatrifonden præsenterer derfor en redningsplan, som kan implementeres her og nu og løbe frem til 2026, hvor man begynder at kunne høste gevinsterne fra det lettilgængelige tilbud, forløbsbeskrivelser, hurtig opstart af behandling mv..

En plan, der skaber lighed for alle børn og unge og sørger for, at de hurtigt får specialiseret hjælp der, hvor børne- og ungdomspsykiaterne er.

- En redningsplan skal give børn og unge adgang til den hjælp, de har brug for, mens vi genopbygger børne- og ungdomspsykiatrien.

- Børn, unge og forældre skal have klarhed og behandling hurtigst muligt, så de kan komme tilbage til deres liv og til hverdagen med familie, skole og fritidsaktiviteter.

- Samtidig skal en redningsplan genskabe tiltroen til et system, der risikerer at havne i en tillidskrise, siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

25 procent flere børn kan få hjælp

I 89 procent af alle tilfælde, hvor udredningsretten ikke blev overholdt i børne og ungdomspsykiatrien, er manglende kapacitet angivet som årsag.

Det er dermed ubestrideligt, at der er en kapacitetsproblem i børne- og ungdomspsykiatrien.

Ved i en overgang at gøre bedre brug af kapaciteten i de private behandlingssteder, kan vi øge den årlige behandlingskapacitet med ca. 4.000 samlede forløb (udredning og behandling), der svarer til 26 procent af de børn og unge, der blev henvist til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien i 2023.

Det viser et rundspørge blandt Sundhed Danmarks medlemmer, som er danske sundhedsvirksomheder.

Den fulde udnyttelse at kapaciteten vil kræve, at de børn og unge, der visiteres til behandling udenfor den regionale børne- og ungdomspsykiatri, via udvidet frit sygehusvalg visiteres til samlede forløb, altså både udredning og behandling.

Det kan også være nødvendigt at justere taksterne, så de matcher det aktuelle sygdomsbillede.

Alle relevante parter bør samles nu og her

Psykiatrifondens beregninger peger på, ved at øremærke mellem 140 og 170 mio. årligt til anvendelse af privat kapacitet frem mod 2026, kan man nedbringe ventelisterne her og nu samt sikre udredning og behandling til 4.000 børn og unge om året.

Men det kræver, at de relevante parter ønsker at løse problemet.

- Jeg håber, at vores redningsplan kan inspirere alle relevante parter til omgående at sætte sig sammen med det ene formål at give adgang til udredning og behandling nu og her.

Børnene skal derhen, hvor børne- og ungdomspsykiaterne er. Hvis ikke vi løser problemet nu, kommer vi måske aldrig i mål, siger Marianne Skjold.

Psykiatrifondens redningsplan for børne- og ungdomspsykiatrien

-rh

3/4 2024