Unge skal lære om privatøkonomi
Gruppen af unge med gældsproblemer og overforbrug er stigende. Emnet privat-økonomi bør derfor styrkes i folkeskolen
Af: Flemming Lundahl, skolekonsulent og redaktørEleverne i 8.-9. klasse skal lære at omgås penge og undgå at få rod i økonomien. Emnet er oplagt til samfundsfag – gerne i et fagsamarbejde med matematik. På efterskolerne og 10. klassecentre er det et velegnet projektarbejde. Det hele handler om at have et sundt forhold til penge!
Tag udgangspunkt i de unges arbejde i fritiden. Vil man have feriepenge – så pas på lønsedlerne. Hvad får man i løn, og hvad sker der, når man bliver syg? Hvad er arbejdsmarkedets spilleregler for en flaskedreng og en pige, der hjælper bageren sent søndag eftermiddag? Eleverne kan hjælpes med jobansøgning og få viden om bl.a. skat, frikort, atp, kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge.
Banken er en købmandsbutik
Sammen med journalist, cand. oecon. Lars Erik Skov-gaard har jeg haft mulighed for at tilrettelægge et undervisningsforløb om emnet i materialet ‘Unge og privatøkonomi’ på forlaget Alinea. Finansiel forståelse er blevet et meget vigtigt begreb i forhold til de unge forbrugere i nutidens markedsførings-samfund. Unge må som forbrugere kende til købeloven og ikke mindst faldgruberne ved kviklån, sms-lån med tårnhøje renter m.v.
Rystende er det, at Zapera i 2008 blandt de 18-19-årige fandt frem til, at 42 procent ikke ved, hvad rente er. 21 procent tror, at afdragsfri lån er gratis, og 52 procent kan ikke definere rådighedsbeløb.
De unge skal også have indlært generel viden om opsparing, typer af lån og kreditkort, studielån og SU samt fordele og ulemper ved andelsbolig, lejebolig og ejerbolig. Det gælder også ved forældrekøb af lejligheder. I det hele taget skal eleverne oplæres til at forstå, at banken er en købmandsbutik, som tjener penge ved at handle med penge.
Alt dette tager vi op i ‘Unge og privatøkonomi’ sammen med råd om at stå på egne ben. De unge skulle jo gerne flyve fra reden i sikker stil. Hvad koster det at bo alene for den unge? Er det muligt at komme ind på et kollegium? Det er oplagt en god idé at starte med reserver i banken og få styr på den dyre flytning. Rent praktisk er der meget at se til for den unge, og udgifterne til hverdagen bliver ofte sure penge. Budgetplanlægning er et must – og skal konkretiseres i skemaer med tal for den enkelte.
Forbruget løber løbsk
For enkelte unge løber forbruget dog helt løbsk. De køber ting og sager, som de slet ikke har råd til, og de låner sig frem. For omkring otte procent af alle unge mellem 18 og 25 år bliver gælden så stor, at de ikke kan betale den tilbage, og de bliver registreret som dårlige betalere hos RKI.
Samtidig kommer man ikke uden om at give eleverne almen indsigt i investering og opsparing. Hvor kommer pengene fra – og hvordan cirkulerer de i samfundet? Aktier, obligationer, investeringsforeninger skal kunne defineres sammen med op- og nedture, inflation og livsløn – for økonomien cykler derudad. En ting er sikkert: Kontanterne i pengepungen bliver mindre værd i løbet af et år! Et begreb som rentes rente eksemplificeres og illustreres nøje, så eleven forstår det!
For de unge handler det ikke kun om at passe på pengene. Det handler også om de kortsigtede fristelser til forbrug og gruppepres. Den bedste investering en ung kan foretage i dagens Danmark er at tage en lang og svær uddannelse. Ansvar for ens egne penge og eget liv lyder måske kedeligt for unge. Men det er noget, man bestemt bliver glad for på lang sigt og næppe nogensinde kommer til at fortryde.