Trivselsmålinger i folkeskolen nu tilgængelige på Boliga og DinGeoFoto: Stockphoto

Trivselsmålinger i folkeskolen nu tilgængelige på Boliga og DinGeo

Forældre og boligkøbere har fået et nyt værktøj i hånden, når de skal tage stilling til deres børns skolesituation.

Boliga og DinGeo har nu gjort det muligt at se opdaterede trivselstal for alle Danmarks folkeskoler koblet direkte til specifikke adresser.

De nye data, som er baseret på Undervisningsministeriets omfattende trivselsundersøgelse blandt elever i 4. til 9. klasse, måler elevernes oplevelse på fire centrale områder: social trivsel, faglig trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration.

Resultaterne præsenteres på en skala fra 1 til 5, hvor 5 repræsenterer den højeste trivselsscore.

- Skolevalg er et af de vigtigste valg, forældre træffer på vegne af deres børn. Og i Danmark er skolevalget ofte knyttet direkte til den adresse, man bor på, forklarer Christian Yttergren, PR- og presseansvarlig hos Boliga.

DinGeo.dk, som ejes og drives af Boliga, er den eneste boligportal i Danmark, der direkte kobler skoledata og skoledistrikter til specifikke adresser.

Dette giver familier mulighed for med et enkelt opslag at se både hvilken skole en bolig hører til, og hvordan denne skole klarer sig på forskellige parametre som trivsel, karaktergennemsnit og fravær.

Peter Riisager, geodataekspert hos DinGeo.dk, påpeger, at skolevalget ofte er lige så afgørende som selve boligen for mange familier:

- Forældrene vil ikke kun vide, hvor mange kvadratmeter de får, men også hvordan deres børn vil få det i deres hverdag.

Alle interesserede kan nemt få adgang til de nye trivselsdata ved at besøge DinGeo.dk, hvor man kan søge på alle danske adresser og få oplysninger om både skoledistrikt, trivselstal og andre lokale informationer.

Alternativt kan man starte på Boliga.dk, finde en interessant bolig og klikke videre til DinGeo, hvor boligen automatisk kobles til det relevante skoledistrikt med tilhørende data.

-rh

17/9 2025