Stedet med de kreative studiemiljøer
Der er mange veje at gå efter grundskolen, og på Struer Statsgymnasium tilbyder man flere retninger samt et 10. klasses forløb
Struer Statsgymnasium er et uddannelsessted med masser af kreative miljøer, mener fire elever fra forskellige klasser, der har sat hinanden stævne for at fortælle om det kreative i deres studieliv. Læs her om deres skolegang.
www.struer-gym.dk
Musik i stedet for powerpoint
Jeg er meget kreativ i musik, både i min uddannelse og i fritiden. Det giver et frirum, når man lukker op for musikken og skal variere sit spil, så det passer til de forskellige sange. I en pause eller et frikvarter er det en god måde at genvinde koncentrationen at spille, male et portræt eller løbe en tur. Det skaber grobund for kreative tanker.
Da jeg gik i 10. klasse på Struer Statsgymnasium, havde vi ‘kreativ-dag’ hver fredag, hvilket var rigtig rart. Vi lærte at lave mad, vi lavede voksfigurer, glas og malede kulisser til skolens musical. Det var fedt at have sådan en anderledes dag i ugen; man havde altid noget at se frem til, hvis dagene føltes lange. Her i 1.g kan jeg godt mærke, at jeg er i den kunstneriske klasse. Det er ikke usædvanligt, at pauserne bliver brugt på et smut ned i musiklokalerne, og det sker, at en fremlæggelse i en time, blev til en sang i stedet for powerpoint. Kreativitet opstår meget spontant, hvis man har en samtale, hører en sang eller læser en tekst, og bliver inspireret til at skrive en sang eller et digt.
Trine Tarlev Jepsen, STX, 1 år.
Grobund for nye ideer
Kreativitet er mange ting på Struer Statsgymnasium, og er en del af næsten alle fag i form af projektopgaver, forskellige arbejdsformer, sangskrivning, at male billeder, lave film og meget andet.
Jeg går på den musiske linje, og har derfor mest indsigt i det kreative inden for musikken. I musikundervisningen er man næsten altid kreativ. I musikfaget er der oftest ingen konkrete svar. Det betyder, at man kan være kreativ og finde på nye muligheder og løsninger. Kreativiteten kommer specielt til udtryk, når man har samspil. Man udvikler toner og forløb. Det kreative skaber grobund for nye ideer i hele det musikalske univers. Ordet kreativitet vil jeg definere som at skabe noget nyt og ‘tænke ud af boksen’. Det er også et element i de andre fag, hvor man kan have give udtryk for nogle kreative vinkler i forhold til undervisningen. På den måde kan man bidrage positivt i forhold til de andre elever.
Anders Banke Hansen, STX, 2. år
Kreative fag og pauser
Fordi når ord ikke kan bruges, eller når ord ikke er nok, så kan kunsten beskrive det meget bedre.
Musik: Igennem musik udtrykker man sig på andre måder, end man kan gennem tale. Musik er et sprog. Mediefag: Det er fuldstændig samme princip som at male, tegne, skrive, synge, spille osv.
En pause: Hvis man bare får lov til at sidde og tænke og lade fantasien vandre, så begynder de kreative tanker at komme.
Karate: Når jeg træner, går eller løber en tur får jeg renset hovedet, og der er mere plads, tid og overskud til fordybelse.
At skrive: Kræver masser af kreativitet. Man skal hele tiden overveje, hvordan man vil have netop den sætning til at lyde.
At lytte: At lytte til andre inspirerer mig, og måske popper der et digt op i mit hoved.
Stilhed: Når der er stille kører de kreative tanker derudad.
At observere andre: Jeg bliver rigtig kreativ ved bare at sidde og kigge på andre. Hvordan de gør ting, hvor smukke de ser ud, imens de gør det, og måden de smiler på, når de snakker med personen ved siden af dem.
Simone Nybo Jantsen, STX, 1. år
Kreative reklamer og lys
Overalt på HG her på Struer Statsgymnasium mødes man af kreativitet. Stort set alle fag indeholder kreative elementer. Som elever skal vi hele tiden være kreative, da næsten alt hvad vi laver, skal tænkes som en virkelig situation. Det kan være reklamer, brochurer, hjemmesider, foldere, messestande, spil, altså alle de produkter, vi laver i løbet af undervisningen og temaprojekterne. De skal være tænkt med en kombination af AIDA- og Minervamodellerne. Det kan være valgfaget Fashion, hvor vi lærer at tegne tøj, måle, og sy. Der er også modeshowet, som jeg blev en del af, fordi jeg er lystekniker på årets forårsfestival. I faget Butiksdrift skal alle tænke kreativt, for at opnå størst muligt salg til skolens lærere og elever. Eleverne skal selv drive en forretning, som er inddelt i funktionerne salg, markedsføring, økonomi, HR, indkøb og direktører. Det forudsætter en fælles indsats som kræver kreative løsninger. Jeg har som lystekniker haft meget at gøre med skolens musical, HAIR, i 2012 og forårsfestivalerne i ‘13 og ‘14, Som lystekniker skal man udtænke noget nyt, som opfylder en masse ønsker. Det forudsætter en kreativ tankegang og evnen til at finde på lynhurtige alternativer. Det er nemt at få lov til at udfolde sig kreativt på skolen og komme med kreative forslag, for lærerne og ledelsen er som regel med på den.
Thomas Linaa, HG 2 år