Sæt fut i forældre­engagementet med ‘Forældrefiduser’

Sæt fut i forældre­engagementet med ‘Forældrefiduser’

Det Kriminalpræventive Råd, TrygFonden og Skole og Forældre har udviklet en ny, gratis redskabskasse til skoler og forældre

Med inklusionen godt i gang og længere skoledage rundt om hjørnet er der behov for forældrenes samarbejde for at kunne leve op til skolereformens mål om trivsel, og for at skolerne bedre kan modvirke social og faglig skoletræthed.
Det mener i hvert fald Det Kriminalpræventive Råd, TrygFonden og Skole og Forældre, som netop har udviklet en ny, gratis redskabskasse til skoler og forældre.

Forskningen viser, at forældre kan have stor indflydelse på børns klassefællesskab. Og netop fællesskab med plads til alle klassens børn er, hvad Forældrefiduser.dk vil bidrage til. Projektleder for Forældrefiduser i Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, Anette Aaby Hansen, fortæller:

- Alle vil børnene det bedste, og det er et godt udgangspunkt, for alle skal netop arbejde sammen for at vi lykkes med en god, inkluderende skole. Fra vores forundersøgelser ved vi, at forældrene står klar til at samarbejde. Men i en travl dagligdag kan der være langt fra vilje til handling. Med Forældrefiduser.dk håber vi, at gøre afstanden kortere og vejen derhen lidt sjovere.

Skal igangsættes af skolen

- Forældrene kender ikke på forhånd hinanden, og de er forståeligt nok afventende i forhold til, hvad skolen lægger op til, fortæller Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre og fortsætter: – Kultur og vaner dannes hurtigt, og derfor er det vigtigt, at skolerne allerede i 0. klasse er tydelige i forhold til, hvilken rolle en forældregruppe kan spille for klassens sammenhold. Samtidig skal de give plads til, at forældrene lærer hinanden at kende på forældremøderne. Gevinsten er et sundt klassefællesskab og godt forældresamarbejde, der modvirker mobning og gør konflikthåndteringen nemmere.

Gratis og gennemtestet

På www.forældrefiduser.dk kan både skoler og forældre finde konkrete fiduser, som gør det nemmere at opbygge eller udbygge forældresamarbejdet. Skoler og forældre kan plukke de redskaber, som giver bedst mening lokalt, og som supplerer de trivselsindsatser, der allerede er i gang.

En netop afsluttet pilottest i 11 klasser fordelt på 4 skoler konkluderer, at Forældrefiduser påvirker forældresamarbejdet positivt og understøtter et tættere, mere omsorgsfuldt og inkluderende fællesskab blandt forældre.

Topkarakter til Forældrefiduser til klassefællesskab

Af Benny Husted, SSP konsulent i Skanderborg Kommune

 Benny har arbejdet som SSP konsulent siden 1999 med det klare udgangspunkt, at det drejer sig om at skabe gode vilkår for børn og unge i et godt netværk, hvor trivsel, sammenhold og tryghed er de mest solide elementer. Forældresamarbejde har været en del af budskabet sidste 10 år.Jeg er begejstret. Hverken mere eller mindre. Med det nye forældrefiduser.dk har jeg nemlig fået en ganske betydelig hjælp til den del af mit arbejde, som handler om at styrke klassernes sociale kapital via den kæmpe indflydelse, forældrene kan have sammen med skolen. Med både inklusion og længere skoledage er det vigtigere end nogensinde, at skolen kan forebygge social og faglig skoletræthed og tilbyde gode vilkår for børnenes læring. Vi skal fremme den sociale kapital – og i den her sammenhæng skal det forstås sådan, at eleverne oplever et stærkt sammenhold og har mange klassekammerater, som de kan lide at være sammen med, at de har tillid til hinanden, og at de føler, at der er hjælp at hente hos kammeraterne, hvis noget brænder på. Forskningen peger på, at høj social kapital betyder mindre risikoadfærd, mindre mobning, mindre pjækkeri, mindre ensomhed og at eleverne i langt højere grad er tilfredse med deres vægt og udseende. Kort sagt: de har det langt bedre.

Der er altså grund til at arbejde med social kapital, og det kan forældrene bidrage med.

Fællesskabet kommer via forebyggelse

Jeg bliver ofte kaldt ud til de klasser, hvor klassekulturen er blevet ekskluderende, og hvor hverdagens konflikter spidses til og vokser. Nogle situationer har udviklet sig til mobning andre til massive konflikter i forældregruppen. Og det sker desværre alt for ofte, specielt taget i betragtning af, at det faktisk kan forebygges. De klasser, som jeg aldrig kommer i, er nemlig dem, hvor skolerne, sammen med forældrene, har skabt en klasse, der helt naturligt leger på kryds og tværs, og hvor forældrene ser hinanden som samarbejdspartnere. Det lyder svært, men egentlig handler det bare om at lære hinanden og børnene at kende ved at bruge tid sammen. Så bliver det nemlig nemmere at møde hinanden med respekt og et klart fokus, om at sikre at alle er med i fællesskabet.

Forældrefiduser.dk tilbyder skolerne redskaber til at sætte forældresamarbejdet godt i gang allerede fra 0. klasse, og forældrene får en lang række ‘opskrifter’ på sociale aktiviteter, der bringer sammen. Der er gode råd, huskelister, udførlig hjælp til planlægningen, skabeloner til invitationer osv. Det gør det nemmere og mindre tidskrævende at bidrage til en god klassedynamik. Det er klart min oplevelse, at et godt forældresamarbejde giver et fladere hierarki i klassen og mindre fastlåste grupperinger, og så har f.eks. mobning dårligere vilkår.

Byg op fra starten med Aktivitetsgrupper

Et redskab, som jeg finder rigtig interessant, er Aktivitetsgrupper, hvor klassens forældre deles i tilfældigt sammensatte grupper, der har ansvar for hver sin aktivitet i løbet af skoleåret. Det er en genial måde til at gøre opgaven med sociale aktiviteter overkommelig for alle og samtidig ryste forældrene sammen i mindre grupper på tværs af børnenes køn og typiske legemønstre.

Ingen børn vælger at melde sig ud af fællesskabet

Forældrefiduser minder mig hele tiden om, at fokus for forældresamarbejdet er, at alle børn er med. Alle forældre kan og skal ikke bidrage på samme måde. De skal kunne deltage og bidrage med det, de kan på tværs af tidsmæssigt, socialt og økonomisk overskud. Det vigtige er, at forældrene favner de stille og de larmende børn, de tykke og de tynde, de blege og de brune osv. Også børnene til de forældre, som er midlertidigt eller længerevarende udfordrede af tid, problemer, skilsmisse eller andet. Alle børn skal tænkes og tages med i fællesskabet.

Perfekt supplement til andre indsatser for trivsel

Andre trivselsindsatser arbejder ikke lige så dedikeret med forældrenes rolle, og derfor er forældrefiduser et rigtig godt supplement til dem. Både skoler og forældre kan få gavn af materialet, da der vil gå mindre tid med konfliktløsning, der vil være mindre risiko for mobning og børnene vil fungere bedre, være gladere og tryggere.

Forældrefiduser.dk er relevant, brugervenligt, gratis og gennemarbejdet. Det indeholder alle de nødvendige elementer til både for skoleledere, lærere og forældre. Jeg er begejstret!

Tættere på skolen

Afdelingsleder på Glostrup Skole, afdeling Skovvangsskolen, Birgit Henriksen, har været med i den nyligt afsluttede pilottest, som konkluderer, at Forældrefiduser virker

Med kravene i skolereformen i baghovedet, hvor er det så, at du mener, at Forældrefiduser.dk kan gøre en forskel?

- Jeg tror, at Forældrefiduser og de konkrete redskaber og skabeloner for lærere og forældre kan mindske den negative betydning af social arv. Det er vigtigt, at vi som skole systematisk inddrager de resursestærke forældre og får dem til at løfte i flok, når det gælder trivsel og inklusion. Her skiller Forældrefiduser sig positivt ud ved dels at tage udgangspunkt i en forankring af forældresamarbejdet allerede i 0.klasse, dels at kunne fungere som supplement til det traditionelle skoledrevede skole-hjem samarbejde, og dels at etablere inkluderende forældresamarbejde, som også går på tværs af børnenes køn. Ofte kender man jo næsten kun de forældre, som har barn af samme køn som ens eget.

Hvordan kan indsatsen passes ind i skolens eksisterende indsats målrettet trivsel og anti-mobning?

- Det unikke ved den her indsats er, at det giver netop forældrene – og ikke kun de udvalgte tre-fire ildsjæle, som melder sig som kontaktforældre – en konkret rolle og anledning til at støtte op om skolens øvrige indsats. Det forankrer arbejdet med trivsel bredere og arbejdet spredes på flere skuldre. Og det er en stor gevinst, at forældrene – ikke læreren – bliver den drivende kraft, når skolen og indskolingslærerne først har introduceret konceptet Forældrefiduser for forældrene. Det gør det til en rigtig god social investering for den enkelte lærer. Og så tror jeg faktisk også, at forældre til børn, der mobber andre vil være mere konstruktive og samarbejde bedre om at løse problemer hurtigere og nemmere, hvis de kender mobbeofrene og deres forældre bedre. Dermed kan indsatsen få en direkte positiv mobbe-præventiv effekt.

Vil I bruge Forældrefiduser på din skole?

- Som konsekvens af en skolefusion er skolebestyrelsen på vores skole allerede i gang med at udarbejde principperne for forældresamarbejdet. Her er forældrefiduser jo et meget konkret redskab til, hvordan principperne kan udmøntes i praksis, og da foreningen Skole og Forældre jo selv er afsender, så ligger det lige for at bruge. Det er jo en fælles beslutning, men jeg forventer klart, at vi introducerer Forældrefiduser igen i de nye 0. klasser, og jeg vil også lægge op til, at vi fortsætter de gode erfaringer i de kommende 1. klasser. Særligt den fidus, som hedder Aktivitetsgrupper, hvor forældrene systematisk deles op i grupper, som hver især bliver ansvarlige for at sætte en social aktivitet i gang, ser jeg et stort potentiale i. Den fidus støber et fundament for forældreengagement og – netværk, som jeg tror, kan få stor værdi i den enkelte klasse. Vi kan jo se fra pilottesten, at de planlagte aktiviteter bliver gennemført, og det har både været bowling-tur, filmaften og udflugter inspireret af de oplæg til aktiviteter, som jo allerede ligger tilgængelige på Forældrefiduser.dk

Hvilket råd vil du give dine ledelseskolleger rundt omkring på de danske folkeskoler?

- Forældrefiduser rammer en niche ved at være forældrerettet, og jeg mener faktisk, at indsatsen kan være med til at gøre det nemmere at lede en skole. Skolen kan ikke løfte udfordringen med social arv alene, og jeg ser Forældrefiduser.dk som et vigtigt bidrag til at involvere forældrene i løsningen af den opgave. Som minimum bør man kigge forbi hjemmesiden, danne sig et indtryk ved selvsyn og også lige skele til tænkningen og forskning, som ligger bag. Uanset hvor langt man er i det nuværende arbejde, så tror jeg, at de fleste vil kunne finde fiduser, som gør det muligt at skyde genveje i forberedelsen af modtagelsen af de nye 0. klasser. Næste skridt er at gøre børnehaveklasseleder og øvrigt relevant personale opmærksomme på, at Forældrefiduser.dk findes og kan gøre hverdagen lettere. Det er også oplagt, at bruge Forældrefiduser.dk i dialogen med skolebestyrelserne, som skal drøfte og vedtage de overordnede principper for forældresamarbejdet. Det finder de nemlig også hjælp til på hjemmesiden. Hvis alle er med ombord, så bliver den praktiske øvelse at få lærere og børnehaveklasseledere til at sætte tid af på forældremøder til dialog mellem forældrene. Her vil jeg anbefale, at man som leder selv tager ejerskabet på sig og introducerer konceptet for forældrene, så de ved, at det er hele skolen og ledelsen, som står bag. Men den konkrete øvelse kan man faktisk også hente inspiration og f.eks. forskningsmæssig dokumentation til på selve hjemmesiden, så der er også fiduser og hjælp at hente for skolelederen.


Fiduser til skolerne

  • Find inspiration til din rolle på forældrefiduser.dk.
  • Afsæt tid på forældremøder til dialog mellem forældrene.
  • Brug Aktivitetsgrupper til at starte snakken mellem forældrene og samtidig strukturere samarbejdet.
  • Fortæl om betydningen af at være med i et fællesskab, og udtryk hvilken rolle alle spiller.
  • Gør forældrene opmærksomme på, at de kan hente inspiration på Forældrefiduser.dk


Gode grunde til at bygge forældrerelationer

  • Fordi kendskab øger sandsynligheden for forståelse, tillid og accept.
  • Fordi kendskab afhjælper misforståelser, usikkerhed og frustrationer.
  • Fordi problemer tackles bedst, når man på forhånd kender hinanden.
  • Fordi sammenhold omkring børn skaber sammenhold mellem børn.
  • Fordi samarbejde forebygger konflikter, drilleri og mobning.

5/3 2015