Sådan får du cyklen ind i undervisningen
Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler, som kører i september, er den perfekte anledning til at sætte fokus på cyklen i undervisningen. Tilmeldingen åbner i maj på www.abc-abc.dk. Foto: Odense Kommune

Sådan får du cyklen ind i undervisningen

Cyklen er et genialt redskab, når det gælder om at få sjov og meningsfuld bevægelse ind i skoledagen – og der er mange måder at bruge den på. Cyklistforbundet og to kommuner deler ud af sine gode idéer og erfaringer

Af: Lotte Malene Ruby, Cyklistforbundet

Danmark er et cykelland, og næsten alle danske børn har en cykel. Alligevel er det stadig forholdsvis sjældent, at cyklen bliver inddraget i undervisningen på skolerne. Men skolereformens krav om mere motion i skolen, gør cyklen til en endnu mere oplagt del af undervisningen end før. Og heldigvis er flere kommuner cyklet i front – heriblandt Furesø og Odense, som gerne deler ud af de gode erfaringer med at få eleverne i sadlerne.

På to hjul i skolegården

Det samme gør Cyklistforbundet, som med Cykelleg har skabt et ganske grydeklart koncept til indskolingsbrug, hvor cyklingen fint kan foregå i skolegården.

- Cykelleg er en form for cykeltræning, som tager udgangspunkt i klassiske lege som Ét-tagfat og Alle mine kyllinger. Konceptet er allerede meget brugt i børnehaver landet over – bl.a. i forbindelse med kampagnen Vi kan cykle! Men det egner sig mindst lige så godt til indskolingsklasser. Ud over motion og bedre motorik giver cykellegene god træning i samarbejde – og ikke mindst i at cykle sikkert sammen. Det er erfaringer, som både børn og lærere kan tage med sig videre i skoleforløbet, udtaler Mai-Britt Aagaard Kristensen, projektleder i Cyklistforbundet.

Cykelleg er dermed en grundsten, der kan bygges videre på, når cyklen skal med videre i undervisningen i de ældre klasser – og undervisningsmateriale og instruktionsvideoer ligger frit tilgængelige på internettet.

6.klasserne cykler i Furesø

Det samme gælder projektforløbet Folkeskolen cykler, som er udviklet i Furesø Kommune. Projektets udgangspunkt er et undervisningsforløb til 6. klasser på to uger, hvor cyklen er tema i næsten al undervisningen. Derefter følger en temauge med emnerne Cykelbyg & Design, Cykel & Kost samt Cykel & Motion. I temaugen om Cykelbyg & Design bygger eleverne cykler, der ikke må ligne almindelige cykler af gamle skrottede cykler fra genbrugsstationen.

Erfaringerne fra et pilotprojekt, som blev gennemført i 2013, er nu omformet til et grydeklart kompendium, som i 2014 blev testet på to skoler.

- Det er en fornøjelse at følge projekterne på skolerne, når både elever, lærere og forældre er begejstrede. Evalueringen viser også, at eleverne efterfølgende cykler mere, og at lærerne i løbet af projektet har et godt samarbejde uden at skulle ofre mere tid på planlægningen end normalt, fortæller Lene Hartmann, der er projektleder i Furesø Kommune.

Projektet er så småt blevet en eksportvare til skoler i andre kommuner, som frit kan downloade projektkompendiet og låne værktøjskasser hos Bicycle Innovation Lab.

Odenses cykelglade skoler

En af de kommuner, der nu trækker på erfaringerne fra Furesø, er Odense Kommune, hvor 26 skoler i den kommende tid arbejder med Folkeskolen cykler. Men som veletableret cykelkommune har kommunen naturligvis også sine egne erfaringer at dele ud af.

Cykelglad Skole er navnet på et projekt, som arbejder konstruktivt med de udfordringer mange skoler oplever, når eleverne skal cykle – både til og fra skole og som led i undervisningen. Projektet tager udgangspunkt i en kortlægning af skolens fysiske cykelforhold, elevernes transportvaner og de holdninger til det at cykle, som findes hos både elever, forældre, lærere, pædagoger og skoleledelse.

Kortlægningen giver solid basis for at arbejde med, hvordan cyklen kan komme til at spille en større rolle i hele livet i og omkring skolen. Både på vejen til og fra skole, i forbindelse med skoleudflugter og som led i forældreaktiviteter.

Cykelglad skole udfolder sig bedst i et stærkt samarbejde mellem skole og kommune – især hvis der er behov for forbedringer af trafiksikkerheden omkring skolen. Men så er resultaterne til gengæld også til at tage at føle på. For cyklen gør ganske enkelt klasserummet større, som de siger i Odense.

 

Læs mere:

Om Cykelleg: www.cykelleg.dk

Om Folkeskolen cykler: www.furesoe.dk/folkeskolencykler
www.bicycleinnovationlab.dk

Om Cykelglad Skole: www.odense.dk/cyklisternesby

 

15/4 2015