Musik i Folkeskolen

Musik i Folkeskolen

I det seneste halve år har Odense Musikskole arbejdet tæt sammen med seks udvalgte folkeskoler for at udforske mulighederne for at få mere musik ind i skolen

Erfaringerne blev for nyligt delt på konferencen ‘Spiller musikken i den sammenhængende skoledag?’ som tiltrak folk fra hele landet. Omkring 100 ledere og medarbejdere fra skoler, kulturskoler og kulturinstitutioner fra hele landet var samlet for at debattere musikkens rolle i fremtidens folkeskole.

Det er med baggrund i den kommende folkeskolereform, at Odense Kommune går disse veje. Reformen lægger op til, at folkeskolen søger nye samarbejdspartnere, så både skoler, kulturskoler og kulturinstitutioner var nysgerrige efter at høre om, hvordan samarbejdet er grebet an i Odense. Visionen er at styrke børnene kreativt/musisk og fysisk, og at dette skal gøres ved, at eleverne møder kompetente, autentiske fagligt dygtige voksne. Og en af samarbejdspartnerne er altså Odense Musikskole.
Det sidste halve år har Odense Musikskole arbejdet tæt sammen med seks udvalgte folkeskoler. I partnerskaber med Risingskolen, Næsby Skole, Sanderumskolen, Vestre Skole, Holluf Pile Skole og Hunderupskolen har musikskolen udforsket mulighederne for at gøre musikken til en aktiv del af elevernes skoledag og fritidsliv.

Tre-trins-raket

På konferencen fortalte bl.a. Uffe Most fra Odense Musikskole om, hvordan man kunne integrere musikken i folkeskolen ved at benytte sig af en tretrins raket, der bestod af samarbejde om musikundervisning i skoletiden, i SFO-tiden og instrumentalundervisning for elever om eftermiddagen/aften.

Musikskolens partnerskaber med de seks skoler er indgået for en treårig periode og består grundlæggende af netop de følgende elementer i tretrins raketten. På Risingskolen har der i skoletiden været kor, i SFOén har elever fra 2.-3. klasse kunnet spille i band, og der har været guitarhold for 4.- 6. klasse. Derudover har der været instrumentalundervisning med bl.a. violin, bas, cello, klaver og trommer.

Der blev bl.a. præsenteret musikalske eksempler fra samarbejdet med børn fra Risingskolen, Næsby Skole og Vestre Skole.

Konferencen var arrangeret af Odense Musikskole i samarbejde med Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

 

12/12 2013