Jeg kunne godt lide en god historie, da jeg gik i skole!

Læreres egne eleverfaringer som målestok for god undervisning

Min historielærer var enormt god til at fortælle, og det han fortalte om Harald Blåtand, er noget af det, jeg husker bedst fra min skoletid. Derfor lægger jeg meget vægt på fortællingen i min undervisning.”

Sådan kunne en af overvejelserne bag en lærers tilrettelæggelse af undervisning sagtens lyde. Når lærere skal vurdere, hvad der er god undervisning, og hvordan man tilrettelægger den, bruger de nemlig ofte deres egne erfaringer som referenceramme. Skolen som institution og tankemodel er så fasttømret, at lærerne ofte bruger deres egne eleverfaringer, når de skal eksemplificere deres tanker om god læring eller god undervisning. De tænker, at hvis de selv lærte bedst sådan, så må det også være sådan, deres elever lærer bedst.

Udover eleverfaringer griber lærerne til andre livserfaringer eller betydningsfulde dannelsesoplevelser, som ikke nødvendigvis er foregået i en undervisningssammenhæng, når de skal forklare, hvad der er vigtigt ved undervisning. Selve læreruddannelsen fylder forbavsende lidt, når lærerne skal beskrive, hvad der har været vigtige oplevelse for dem.

Et indblik

En ny undersøgelse fra Nationalt Videncenter for Frie Skoler sætter fokus på lærernes forståelse af deres egen dannelsesbaggrund og på hvordan de bruger dannelse i tilrettelæggelsens af undervisningen. Undersøgelsen bygger på kvalitative livshistoriske interviews med fire lærere, som alle er 50+ og underviser i en fri grundskole (privat-, fri- eller lilleskole). Interviewene har tematisk bl.a. haft fokus på lærernes forhold til dannelse – både deres egen og den, de gerne vil give eleverne. Fire lærere er selvfølgelig ikke mange, men en sådan undersøgelse kan give et væsentligt indblik i de refleksioner lærere generelt har i forhold til, hvad de gerne vil lære eleverne.

Hvad er dannelse?

Dannelse er et begreb, som vi alle sammen kan forholde os til; som den yngste bror i Nøddebo præstegård synger: skønt det er forbandet, skal jeg være dannet. Her er betydningen af dannelse noget med at opføre sig ordentligt, når man er på besøg i en præstegård. På samfundsplan og især i skoleverdenen er der enighed om, at dannede individer er bedre samfundsborgere end udannede. Dannelse er godt, mere dannelse er bedre. Men hvad er dannelse egentlig, og er det vigtigst at kunne binde sit slips, at kende forfatteren til Decameron eller at være i stand til at tage kritisk stilling til spørgsmål om aktiv dødshjælp eller amning i det offentlige rum? Her hører enigheden op og bliver i stedet til en – nogle gange skinger – diskussion.

Diskussionen forsøges ofte lukket med autoritative litteraturkanoner eller generelle definitioner, men kan også være til fortsat glæde for deltagerne, som måske bliver klogere på sig selv under vejs. Og dannelse har i virkeligheden bedst af at være en fortsat diskussion, hvor vi sammen reflekterer over, hvad en god samfundsborger er og hvor der er plads til flere forskellige konklusioner.

Klædt på til livet

Skolen har altid været en central arena for diskussionen om dannelse, og for den enkelte lærer er dannelse af eleverne en stor del af det, der foregår i skolen. Lærerne vil faktisk ikke bare lære eleverne dansk og matematik. De vil gerne danne dem, så de bliver kompetente og oplyste mennesker, der kan deltage i samfundet som medborgere, faktisk er det vigtigere end dansk og matematik.

Jeg har levet meget, og jeg ved meget om livet, men ikke fra skoleverdenen, og jeg synes, at det er det, børnene skal klædes på til – til det virkelige liv. Det er det virkelige liv, det handler om. Det handler om, hvordan man mestrer at leve sit eget liv, siger en af lærerne i undersøgelsen.

Evnen til samarbejde

Dannelse handler altså om det virkelige liv og ikke om skoleverdenen, men er stadig for lærerne et utroligt centralt aspekt i den undervisning, de giver børnene. Det er faktisk, det som sætter skellet mellem gode og dårlige lærere: hvis jeg sendte en elev ud af skolen, som ikke kunne samarbejde eller havde de der kompetencer, så ville jeg godt nok være en dårlig lærer, og så skulle jeg nok stoppe som lærer, siger en lærer, når hun beskriver, at evnen til samarbejde og det sociale aspekt er nogle af de vigtigste for hende, når hun skal definere, hvad hun gerne vil lære sine elever.

Dannelse er altså for lærerne både noget de selv har med sig fra det virkelige liv og noget, de gerne vil give til eleverne, som de kan tage med ud i deres virkelige liv. Dannelsesaspektet står helt centralt, når lærerne selv skal beskrive det dybere formål med at vælge at undervise.