It-projekter sætter skub i forandringerne på Løgstør Skole
Viceskoleinspektør Lise Carlsen fra Løgstør Skole.

It-projekter sætter skub i forandringerne på Løgstør Skole

Med et it-ressourceteam i ryggen gennemfører ledelsen på Løgstør Skole seks it-pædagogiske pilotprojekter for hele skolen. Opgaven bliver taget godt imod, og udrulningen starter med fælles projekt om web-etik

Af: Skype-interview af Aslak Gottlie, undervisningskonsulent, medieundervisning.dk

Viceskoleinspektør Lise Carlsen går klart igennem på en video-webforbindelse mellem Nordsjælland og Løgstør til aftalt tid.

Hun lader sig interviewe om, hvordan hun er kommet i gang med pilotfasen af skolens digitale forandringsproces. Grinende fortæller hun, hvordan et par uger i sommerferien pludselig forsvandt foran computerskærmen. Egentlig skulle hun blot have overstået hjemmearbejdet i ferien med at lave en sædvanlig powerpoint til medarbejderne om it-projektet: Blødt brød til kaffen og bullets i præsentationen.

Så skulle den være hjemme. Men arbejdet med den visuelle fremstilling fristede mere end det flotte sommervejr, og Lise Carlsen fandt pludselig sig selv fordybet i billedmanipulationens betagende verden. Pligtopgaven forvandlede sig til lyst. Samme forvandling fornemmer hun er på vej blandt både medarbejdere og elever.

- Medarbejderne har taget skal-opgaverne på sig. It-ressourcetemaet har linet materialer op til dem, som ikke selv føler sig klædt på. Og teamet yder kollegial supervision til de, som ønsker det.

Værdifuldt samarbejdsudvalg

‘It-ressourceteamet’ beskriver Lise Carlsen som et værdifuldt samarbejdsudvalg, der dækker it-kompetencer meget bredt. Læsevejleder, bibliotekar, tre it-didaktikere (lærere med særlig interesse og indsigt i området), den it-ansvarlige, pædagogisk administrator, elev-superbrugere, en SFO-medarbejder og kommunens pædagogiske it-konsulent mødes med ledelsen omtrent fem gange om året for at udvikle og kvalificere skolens it-indsats.

- Vi kan ikke undvære teamet, fastslår Lise Carlsen. De er en stor hjælp for os i ledelsen, og vi bliver klædt på ligesom de gennem kollegial supervision hjælper resten af medarbejderne. Men hvis teamet skal have fuld effekt, må vi finde timer til at de også kommer ud i klasserne.

Talentudvikling

Det er ikke bare i skoletiden, at pilotprojekterne foregår. It-indsatsen trækker talenter til efter skoletid. 47 elever fra mellemtrinnet har meldt sig til frivillig undervisning på It-/medieholdet efter skoletid. Overordnet betragter Lise Carlsen indsatsen som ‘talent-udvikling’, men alle elever er velkomne til at deltage i arbejdet med animationer, præsentationsprogrammer, film, hjemmesider og andet. Sidemandsoplæring blandt eleverne betyder, at pædagogisk administrator støttet af en assistent kan køre det velbesøgte undervisningstilbud.


Løgstør Skole har cirka 500 elever og er organiseret med linjer i udskolingen.

De seks pilotprojekter er:

  • It-læseplanen – revideres, forenkles og bringes til live med de fem øvrige projekter som spydspidser.
  • Webetik-uge – fælles temauge med krav om deltagelse for alle klasser minimum én dag.
  • Videndeling – alle årgangsteams gennemfører, evaluerer og formidler minimum et undervisningsforløb, hvor it har haft afgørende effekt.
  • It-talentudviklingshold på mellemtrinnet efter skoletid.
  • It-patruljer – uddannelse af elev-superbrugere.
  • ‘Pædagogiske kreatører’ – tværkommunalt udviklingsprojekt.

12/12 2013